Fælleskonference
Arbejdet i afdelingsbestyrelsen
Fælleskonferencen 5. og 6. november 2011 for alle medlemmerne af afdelingsbestyrelserne blev holdt et "helt" andet sted en normalt – nemlig på Comwell Borupgaard, Nørrevej 80, 3070 Snekkersten.
Denne gang havde vi også – i respekt for vores travle folkevalgte – valgt først at starte lørdag morgen og slutte søndag efter frokost.
Det overordnede tema for fælleskonferencen var (sam)arbejdet i afdelingsbestyrelserne med de mange forskellige opgaver og udfordringer, det medfører.
Samarbejde i farver
Dagens første oplæg satte kulør på samarbejdet med et oplæg om samarbejde af Michael Demsitz fra Boligkontoret Danmark, som blev fulgt op af Katja Lindblad og Mette Kramshøj Flinker, ligeledes fra Boligkontoret Danmark. De satte kulør på samarbejdet med en såkaldt "whole brain" metode, som går ud på at finde ud af, hvilke farve man tilhører – og dermed få indsigt i, hvordan man som mennesker med forskellige farver arbejder sammen.
En gul personlighed er fx typisk fleksibel og risikovillig, mens en rød typisk er social og imødekommende. En blå personlighed er typisk fx mere kritisk og analyserende, mens en grøn typisk er velorganiseret og struktureret.
Mange deltagere fik en aha-oplevelse og kunne pludselig bedre sætte ord på, hvorfor samarbejdet måske ikke altid gik så smidigt. Selv til middagen om aftenen kunne man høre deltagerne sætte farver på sig selv og hinanden.
Gode diskussioner
I løbet af lørdagen var deltagerne på tre temaer efter eget valg, som spændte vidt fra beboerdemokrati til friarealer og hvem der bestemmer. Og der var mange gode spørgsmål og livlige diskussioner i alle grupperum.
Traditionen tro var der lørdag aften lækker middag og underholdning, hvor en tryllekunstner iklædt præstekostume holdt prædiken fra scenen og derefter tryllede ved hvert bord.
Søndag morgen holdt Laust Kristensen fra Center for frivilligt socialt arbejde oplæg om netop frivilligt arbejde og pointerede, at det er vigtigt for boligområderne med frivillige kræfter.
Efter en god frokost var det igen tid til at vende næsen hjemad.

