+A -A /R

Hvad er AlmenBolig+?

Ved AlmenBolig+ har du selv mulighed for at indrette din bolig. Boligerne er på mellem 80 og 125 m2 og består af en storrumsenhed med et fuldt færdigt badeværelse og et lille basiskøkken. 

Uanset boligens størrelse er grundindretningen den samme. Store boliger kan dog godt være i tre etager. Alle installationer er placeret i ydervæggene og baderumskernens vægge, så du kan indrette din bolig uden at skulle arbejde med hverken el eller vvs. 

Du kan vælge at flytte ind og bo i boligen, som den er, ved blot at anvende møbler som ruminddelere. Eller du kan tage til trælasthandlen og købe materialer til skillevægge – og så selv lave vægge eller bestille håndværkere og få det hele gjort. Det er op til dig og din familie.

AlmenBolig+ er et forsøgskoncept, der er udviklet af KAB. 3B har indgået en parnterskabsaftale med KAB, så 3B også kan bygge AlmenBolig+.

Konceptet går ud på at bygge almene familieboliger til en rimelig husleje. AlmenBolig+boliger er beregnet til familier, der kan og vil yde en indsats selv. Det betyder, at I som beboere selv er ansvarlige for den daglige renholdelse af området og mindre vedligeholdelsesarbejder på ejendommen.

Det stiller krav til jer som beboere om et højt engagement i boligafdelingen og om godt naboskab. Derfor bliver boligerne også kun opført i mindre enheder.

For at kunne ansøge, skal man opfylde et af følgende kriterier:

København:

  • Boligsøgende med hjemmeboende børn under 23 år og med fast arbejde (min. 25 timer om ugen)
  • Boligsøgende uden hjemmeboende børn og med fast arbejde (min. 25 timer om ugen)
  • Boligsøgende over 55 år med bopæl i Københavns kommune og med erfaring med vedligeholdelse af bygninger.

Herlev:

  • 2/3 af boligerne lejes ud til børnefamilier i beskæftigelse
  • 1/6 af boligerne lejes ud til boligsøgende i beskæftigelse uden hjemmeboende børn
  • 1/6 af boligerne lejes ud til boligsøgende med erfaring fra vedligeholdelse af bygninger, herunder seniorer over 55 år


I skal som beboere være indstillet på at få hverdagen til at fungere, dvs. du skal sammen med de andre beboere sørge for, der bliver slået græs, klippet hæk, fejet og ryddet sne, ligesom I selv skal smøre beslag på vinduer og døre og rense tagrender.

Det indgår også i konceptet, at kommunikationen mellem boligorganisationen og beboerne foregår elektronisk via internettet. I holder selv beboermøder og skriver referater osv. Det betyder, at det er vigtigt altid at orientere os, hvis I får en ny mailadresse.