+A -A /R

Egehusene

3B bygger 106 billige boliger i Egedal Kommune. Afdelingen kommer til at hedde Egehusene. 

Egehusene var ét ud af 49 forslag til navne, som 3B's Byggeudvalg modtog anonymt i en navnekonkurrence i foråret 2018.

Navnet er indsendt af en beboer i 3B-afdelingen Bryggergården; Simone Block Rasmusen, der vandt et supergavekort på 250 kr. 

Om Egehusene
Når den nye 3B-afdeling Egehusene står færdig, vil der være fire forskellige slags rækkehuse. Der bygges fire boligtyper på henholdsvis 30, 45, 60 og 90 kvadratmeter. Huslejen vil ligge et sted mellem cirka 3.000 og 9000 kroner om måneden afhængig af boligernes størrelse (cirka 100 kroner pr. kvadratmeter). Beløbene er eksklusiv forbrug. 

De 106 boliger fordeles på fire forskellige byggegrunde i Egedal Kommune:

•    Gl. Roskildevej 16A, Ølstykke
•    Smørumparken, Smørumnedre
•    Brændekær 5/Kratkær 6, Smørumnedre
•    Hjorteleddet 39, Stenløse

Boligerne bliver de første 3B-boliger i Egedal Kommune, og byggeriet forventes at begynde i 2018.

I første omgang vil boligerne huse flygtninge. Boligerne er fleksible, da de mindre boliger kan slås sammen og dermed ændres til større familieboliger, hvis behovet opstår.


3B vandt Egedals Kommunes åbne idékonkurrence
Med byggeprojektet ”Fra flygtning til Egedal-borger” vandt 3B Egedal Kommunes åbne idékonkurrence.. Kommunen lagde blandt andet vægt på, at projektet har gode forslag til private og fælles opholdsarealer samt boligindretning, der er optimeret med gode opbevaringsmuligheder og rumligheder. 

Boligerne
Boligerne indeholder en hems, som giver mulighed for at adskille soveområdet fra opholdsområdet. I forbindelse med hemsen etableres der også et pulterrum. Der laves høje skrånende lofter, som sikrer rummelighed og godt dagslys i boligerne. Alle boliger får egne terrasser.  

Byggeriet er muret byggeri, og det sikrer både sunde boliger med godt indeklima og lang levetid. 

Boligerne er robuste og billige i drift, da murede vægge, betongulv og trælofter eliminerer skrøbelige plade- og gipsoverflader. Derudover er der tænkt i bæredygtighed. Det ses blandt andet ved, at byggeriet er i naturlige og genanvendelige materialer og designet til at opfylde 2020-energikrav med solceller på tagene. 

Beboerne vil kunne nyde godt af et fælleshus, hvor de kan mødes med hinanden. I fælleshuset vil der også være et fælles vaskeri til beboerne.

Projektet er tegnet af tegnestuen LETH & GORI og er en videreudvikling af 3B’s og LETH & GORI’s byggeprojekt ”Robuste Små Boliger”. Med i projektet er også ingeniørerne Regnestuen samt Spangenberg & Madsen Rådgivende Ingeniørfirma. 

I takt med at byggeriet skrider frem, vil vi informere her på hjemmesiden. Herunder også om udlejning af boligerne. 


Da projektet er nyt og under opførsel, kan der ske ændringer i takt med, at projektet skrider frem. Alle ovenstående oplysninger er derfor vejledende, og vi tager forbehold for mulige ændringer.