+A -A /R

Nyhed

Beboere fra Sjælør og Sydhavnen på naboskabsuddannelse

Det var 12 glade beboere, der i mandags var mødt op til reception i beboerlokalet på Händelsvej. De fik nemlig bevis på, at de gennem et kort uddannelsesforløb har fået mange gode redskaber til at udvikle projekter, der kan styrke det gode naboskab i boligområdet. To af beboerne bor i 3B, mens de øvre beboere bor i AKB. 



En uddannelse, man kan bruge til mange ting
Uddannelsesforløbet strakte sig over fire gange. Beboerne har arbejdet i grupper, hvor de har fået viden og redskaber og lavet teambuildingøvelser. De har fået værktøjer i projektstyring og grafisk facilitering med hjælp fra henholdsvis Tanke-streg.dk og Procesværkstedet.dk, som har været undervisere på forløbet. Men udover det faglige indhold har de 12 beboere også fået nye bekendtskaber, og så har de fået grint en masse.

Maria, Shaida, Sabiha og Ghadir udgør en af grupperne, som har gennemført forløbet. Gruppen har arbejdet med deres projekt, som er en designklub for familier. Maria fortæller:
 
- Det har været rigtig godt at være med på uddannelsen, og tegningerne har gjort det mere tydeligt, hvordan man griber det an. Vi tror på designklubben kommer op at køre. Der er virkelig brug for det i Sydhavnen. 

 Shaida tilføjer, at uddannelsen har gjort hende mere åben: 
- Det har været godt at komme ud i verden i stedet for at sidde hjemme, og det har været godt at høre alle de gode idée, siger Shaida. 

Gruppen tror på, at designklubben bliver til noget. De fortæller, at de allerede har fået aftalt et møde med Børnekulturstedet Karens Minde, som er en mulig samarbejdspartner.



Kom med på Naboskabsuddannelsen
Gruppen kommer her med gode grunde til at deltage på næste års uddannelse: 

- Alle burde have sådan en uddannelse, for man kan bruge den til mange ting. Du får viden og redskaber, som gør det nemmere at realisere et projekt. Det bliver nemmere at huske alle opgaverne og rollerne i gruppen. Du kan overskue projektdannelsen. Og så er det sjovt, lyder det fra Maria, Shaida, Sabiha og Ghadir.
  
Hvis du vil vide mere om naboskabsuddannelsen og om mulighederne for at deltage på næste års uddannelse, kan du kontakte Ida Haddad på mail: ihh@kab-bolig.dk

01/06-2017