+A -A /R

Nyhed

Børn er miljøambassadører i Kokkedal

15 børn og unge i alderen 8-13 år har i denne uge, sammen med den boligsociale helhedsplan Kokkedal på Vej, været med til at sætte fokus på miljø og skrald. Tilsammen udgør børnene Miljøpatruljen. Børnene har ikke kun lært om skrald, affaldssortering og de miljøskader, som skrald kan forårsage. De har også været rundt i Egedalsvænge og samlet ikke mindre end 13 sække skrald på bare én time. Henover sommeren vil Miljøpatruljen mødes en gang om ugen for at samle skrald og tale om, hvordan vi sammen kan få et bæredygtigt miljø i Kokkedal.

Miljøpatruljen begyndte denne uge med at se filmen ”Vores smukke verden” i Planetariet. Astronauter filmer hverdagen på en rumstation og de smukke billeder af jorden set fra oven. Billederne afslører en verden i forandring og de udfordringer, som vores civilisation fører med sig. Dagen efter gik turen til genbrugsstationen i Kokkedal.


Store containere stod side om side med alverdens affald. En ansat på genbrugsstationen viste rundt og delte flittigt ud af sin viden om sortering og genbrug. Han fortalte, at bildæk bliver blandet med asfalt og brugt til nye veje for at dæmpe lyden fra de mange biler. Plastik er en af miljøets store udfordringer. En plastikflaske er 500 år om at blive nedbrudt, og olie bruges til produktion af ny plastik, hvilket der er begrænsede mængder af. Børnene lærte, at hvis plastik bliver kørt på genbrugsstationen, kan det derimod genbruges 100 procent.


Miljøpatruljen tog sagen i egen hånd 
Onsdag så børnene videofilm om ”affaldets vej”. Videoerne viste, hvad der skete med plastikprodukter, glasprodukter mv., når de bliver kørt på genbrugsstationen og ikke blot smidt i skraldespanden med dagrenovation. Plastikflasker genbruges bl.a. til fleecetøj, og syltetøjsglas kan ende som vinduesglas i et hus. En anden video viste store mængder plastik i verdenshavene. Plastikken ender i dyrs maver, hvoraf mange dør. Problemerne er omfattende og skal løses på mange niveauer.

Miljøpatruljen tog sagen i egen hånd og brugte en time på at samle skrald i Kokkedal. Med stort engagement samlede de 13 sække skrald og sorterede affaldet i Egedalsvænges skralderum.


Torsdag samlede de igen skrald og fik rundvisning af Stefan, servicemedarbejder i Egedalsvænge. Stefan lavede quiz om skrald og miljø og viste de mange maskiner frem, som bruges til at køre skrald i Egedalsvænge. Alle prøvede at sidde i maskinerne! Teamet fik en masse konkret viden af Stefan. Egedalsvænge har meget affald i skralderummene, der to gange om ugen bliver tømt. Årligt bliver det til 150 tons affald. Desværre er der også en del skrald, som ender i buske, på stier mv. Servicemedarbejderne samler årligt 400 sække affald i området. Det er tid og penge, der kunne bruges på meget andet som at istandsætte legepladser. 


De 15 engagerede børn og unge fra Miljøpatruljen afsluttede ugen med at få overrakt et flot diplom af driftschefen Lasse, der roste dem for deres indsats. Diplomet er bevis for deres viden og rolle som miljøambassadører i Kokkedal. Gruppen mødes en gang om ugen hen over sommeren, hvor de samler skrald og taler om, hvordan vi sammen kan få et bæredygtigt miljø i Kokkedal.  

Mange sommeraktiviteter for børn
Miljøpatruljen og "Hold Kokkedal rent" er blot en af mange sommerferieaktiviteter, som Kokkedal på Vej har linet op.

Se alle aktiviteterne her

14/07-2017