+A -A /R

Nyhed

Lille klub i Hjortegården vinder stort

Med 22 nominerede til Herlev Kommunes Frivilligpris 2018 troede Aktivitetsklubben i 3B-afdelingen Hjortegården ikke, de ville vinde prisen og de 10.000 kr. Men så begyndte borgemesteren at tale om stedet, hvor der altid er kaffe på kanden. Der gik det op for den lille klub, at de nu er eksemplet på, at frivillighed kommer i mange størrelser.


Claes Sonnichsen viser stolt rundt i Aktivitetsklubbens flotte lokaler. Dog afbrudt en gang imellem af grinende børn, der spiller computerspil, og nogle af de 14 frivillige i Aktivitetsklubben, der alle bor i 3B’s største afdeling i Herlev – Hjortegården. 

Claes er selv en af de frivillige og bor over klubbens lokaler. Den novemberaften, vi møder ham, har han ’vagten’ og viser os derfor rundt og fortæller om klubben. 
 
- Konsolspil er et stort hit blandt Hjortegårdens børn, fortæller Claes og peger på to drenge, der er fuldt optaget af at spille mod hinanden. 
 
- Både konsoller og spil og de tre store fladskærme har vi fået doneret. Faktisk er stort set alt, lige fra brætspil til tegnegrej, doneret af beboere i Hjortegården.
 
Kaffe-date på bænken 
Meget apropos Herlev Kommunes Borgmesters snak om kaffe til uddelingen af Frivilligprisen den 3. november var kaffe også startskuddet til at danne Aktivitetsklubben for cirka seks år siden. 
 
- Vi var flere, der en sommer sad og drak kaffe på en bænk her i Hjortegården, mens vores unger legede sammen. Da det så blev vinter, blev vi enige om, at det var ærgerligt, det skulle stoppe der. Og så har Aktivitetsklubben lige som bare kørt der fra, fortæller Claes. 
 
I dag har klubben mange arrangementer for alle. Lige fra MGP på storskærm til halloweenfest, grillaftener og dartspil. 
 
Frivillighed skaber nye venskaber naboer imellem
Klubben drives 100 procent af frivillige, og det er gratis at deltage i alle arrangementer med få undtagelser. Hjortegårdens afdelingsbestyrelse giver tilskud til nogle af klubbens større aktiviteter. Aktivitetsklubben har ikke selv en bestyrelse, og nogen undrer sig måske over, hvordan klubben alligevel fungerer så godt. Charlie Mik Ljungstrøm har svaret. Han er en af de frivillige, der i sin tid var med til at starte klubben op.  

Til venstre: Charlie Mik Ljungstrøm. Til højre: Claes Sonnichsen 
 
- Da jeg flyttede ind i Hjortegården for otte år siden, kendte jeg ikke nogen. I dag har jeg nogle helt utrolige venskaber med de andre frivillige. Ikke mindst med Claes. Vi er meget forskellige og havde nok ikke været venner, hvis det ikke var for vores frivillige arbejde i Aktivitetsklubben, lyder det fra Charlie. 
 
Hjortegårdens hjertebarn 
Skønt Aktivitetsklubben er blevet en stor del af de frivilliges liv, ser de ikke klubben som ’deres klub’. 
 
- Klubben ejes af alle de familier i Hjortegården, der bruger Aktivitetsklubben. Især børnene føler det er ’deres klub’. De får jo også venskaber med hinanden her. Flere af børnene er gennem tiden blevet interviewet til lokalmedier, og de nævner gang på gang, uafhængigt af hinanden, at Aktivitetsklubben er deres yndlingssted i Hjortegården, fortæller Claes. 
 
Og Charlie tilføjer, at flere og flere bruger Aktivitetsklubben. Sjovt nok spiller kaffe også her en rolle. 
 
- Vi gør en dyd ud af også at invitere forældrene til en kop kaffe i klubben, når deres børn alligevel skal herned til en eller anden aktivitet. Og så oplever vi også, at nogle af de unge i Hjortegården tager venner med ude fra.
 
Når der kommer folk ude fra, er det ifølge Claes med til at vise, at Hjortegården er et godt sted. 
 
- Jeg har altid selv syntes, at Hjortegården er et dejligt sted at bo. Men folk ude fra har mange gange en negativ opfattelse af at bo i en almen boligblok. Så det er fedt, når folk ude fra kommer og får en øjenåbner.
 
- De fleste steder er der altid nogle unge rødder. Også i Hjortegården, men her kigger de af og til forbi klubben til et spil FIFA. Så byder vi dem selvfølgelig velkommen. Og næste gang kommer de igen med to venner til en omgang bordtennis. Det er jo fantastisk, slutter Claes.
 
Her får frivillige fra Aktivitetsklubben overrakt 10.000 kr. og diplom på, at de har vundet Frivilligprisen 2018 af Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen
 
Charlie og Claes fortæller, at de 10.000 kroner, der fulgte med Frivilligprisen 2018, bliver en god buffer ved større arrangementer i Aktivitetsklubben.  
18/12-2018