+A -A /R

Nyhed

Psykisk syge udfordrer de ansatte i boligafdelingerne

En ny undersøgelse viser, at 88 procent af boligorganisationernes ansatte har oplevet ud-fordringer med psykisk syge beboere. Det skriver Boligen, BL – Danmarks Almene Boliger’s fagblad, der står bag undersøgelsen sammen med Psykiatrifonden.

Det er de ansatte ude i boligafdelingerne, der har mest kontakt med de psykisk syge, og 28 procent af dem har oplevet at føle sig afvist, når de har søgt støtte hos kommunerne.

– Det er et problem, når mellem hver tredje og fjerde ansatte i de almene boligorganisationer føler sig afvist af kommunen, når de søger hjælp til at klare udfordringerne. Det er der sikkert flere forklaringer på, men det er vigtigt, at de ansatte i boligorganisationerne føler sig mødt. Ejendomsfunktionærerne er jo ikke klædt professionelt på til at tackle specifikke problemer i forhold til psykisk sygdom, siger Anne Lindhart, der er formand i Psykiatrifonden.

Udfordringer i vanskelige rammer
Undersøgelsen viser også, at 60 procent af de ansatte i boligorganisationerne oplever, der er kommet flere episoder med psykisk syge de seneste fem år.

– Når der er sket en stigning i antallet af udfordringer med beboere med psykisk sygdom over de seneste 5 år, er det jo et udtryk for, at de sympatiske intentioner ikke er fulgt op af tilstrækkeligt gode rammer. Det giver dårlige liv for beboere med psykisk sygdom – og i nogle tilfælde mange problemer for omgivelserne, siger Anne Lindhardt

Hos BL – Danmarks Almene Boliger vil man gerne rumme de psykisk syge, men den manglende opbakning fra offentlig side er frustrerende.

– Vi er i den almene boligsektor utroligt stolte af at kunne huse alle mennesker – også psykisk syge. Vi er også tilhængere af, at psykisk syge ikke skal institutionaliseres og i videst muligt omfang skal bo i egen bolig. Men det kræver, at den nødvendige professionelle hjælp følger med, siger direktøren for BL – Danmarks Almene Boliger, Bent Madsen til Boligen.


08/01-2014