+A -A /R

Nyhed

Kokkedal Byfest samlede Kokkedal

Midt i Kokkedal ligger en perle. En skøn lille park med store træer, som hører til det smukke og gamle medborgerhus Egedal. Det er her Kokkedal Byfest dukker op, når man nærmer sig – og sikke en byfest!

– Det var et meget vellykket arrangement i år, og vi har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger, men der er stadig ting, som kan blive bedre, og sådan er det heldigvis altid. Kokkedal Byfest er jo lokalsamfundets byfest og et dynamisk kulturarrangement, der former sig efter dem, der vil være med, siger en træt Ole Skjellerup, koordinator for byfesten og ansat i Kokkedal på Vej / Boligforeningen 3B, efter tre dages byfest.

De lokale brandmænd var også mødt frem for at skabe liv og glade dage i Kokkedal. Foto: Michael Hedegaard

Fællesskab virker
Netop lokalsamfundet og dets styrke er omdrejningspunktet for Kokkedal på Vejs motivation for at satse så markant på Kokkedal Byfest.

– I et bysamfund, som af og til støder ind i modstand fra forskellige kanter, er det uhyre vigtigt, at der kan etableres et fællesskab. Det styrker nemlig civilsamfundet og beboernes medborgerskab, siger sekretariatsleder for Kokkedal på Vej Michael Hedegaard.

Positive oplevelser
Torsdag var der fællesspisning og live jazz i Café Naboskab, som er en beboerklub startet op under den boligsociale indsats Kokkedal på Vej. Fredag var det Kokkedals daginstitutioner Børnehusene Kokkedal, der med Fredagsrock og Tivoli indtog parken. Og lørdag kulminerede det hele med en fantastisk forenings- og markedsdag krydret med skøn underholdning fra scenen.

Hele oplevelsen blev kort opsummeret af en ældre beboer, der havde besøgt byfesten hele lørdagen og var vej hjem:

– Jeg er meget imponeret – tænk sig, at I kan samle så mange forskellige borgere om en så positiv fællesoplevelse. Det er jo lige det, vi har brug for her i Kokkedal. Tak for det.


06/06-2014