+A -A /R

Nyhed

Første dråbe i Danmarks største klimaprojekt

Køkkenhaven ved Børnehusene Kokkedal lagde render til de første vandmængder i ”Den Blågrønne Haveby”. Det er navnet på Danmarks største klimaprojekt, der skal sikre tørre kældre og større fællesskab i Kokkedal.

- I dag markerer vi startskuddet på et ambitiøst projekt, der vender et stigende problem med regnvand til noget positivt for borgerne i Kokkedal. Vi viser vejen til at skabe bedre rum for aktivitet og fællesskab på tværs – ikke mindst etablere flere og bedre muligheder for de unge. Samtidig tror vi på, at vi med projektet er med til at skabe et trygt nærmiljø, hvor der er plads til alle, sagde 3B’s adm. direktør, Bent Frederiksen, inden han hældte vand i noget, der mest af alt lignede en Georg Gearløs-opfindelse.













Børnehavens børn fik også lov at teste det nye klimaprojekt.


Det gjorde han sammen med blandt andre Fredensborgs borgmester, Thomas Lykke Pedersen, der også stod klar med en vandkande ved den sindrige model.

Modellen skulle illustrere, hvordan regnvandet fra institutionen om kort tid skal løbe ad kanaler og plateauer mod Usserød Å. Med sluser, der kan åbnes, og opsamlingskar, der kan gemme vand til børnenes køkkenhaver.

- Vi har lært af børnene, for i Klimatilpasning Kokkedal ser vi vandet som en løsning snarere end et problem. I praksis betyder det, at al den vand, der fremover falder på Børnehusets tage, bliver indsamlet og kan bruges af børnene i blandt andet deres vandlegestation, sagde borgmester Thomas Lykke Pedersen.

Brugen af regnvand er hele grundidéen bag det 118 millioner kroner dyre klimaprojekt i Kokkedal, der i fremtiden skal bruge regnvandet til at skabe rekreative mødesteder i stedet for at lede det i de hårdtprøvede kloakker. En af målsætningerne med det store klimaprojekt er, at 95 % af det regnvand, der falder i Kokkedal, skal ledes til søer og lavninger.

   
   







07/11-2013