+A -A /R

Nyhed

Justitsminister og borgmester på besøg i Hjortegården

Anledningen var den bandepakke, justitsminister Morten Bødskov har fremlagt til behandling i Folketinget.

Vores område – ikke røddernes
Thomas Gyldal Petersen startede med at fortælle lidt om de mange initiativer, der allerede er i gang i Herlev Kommune for at holde de unge ude af banderne – og hjælpe de bandemedlemmer, der gerne vil ud af banderne. 

- Vi har gennem længere tid arbejdet både målrettet og systematisk med problemerne, og vi er overbeviste om, at det handler om at få tidligt fat i de udsatte unge, fortalte bormesteren. 

Thomas Gyldal Petersen fortalte også lidt om de mange aktiviteter, kommunen har i gang. Lige fra gadefodbold til amerikansk fodbold og bokseklub. 

Borgmesteren sluttede sit indlæg af med at understrege, at fællesskaberne skal vinde: 
- Det er vores område, ikke røddernes, sluttede han.

Samarbejde afgørende
Justitsminister Morten Bødskov startede sit indlæg med at understrege, at samarbejde er utroligt vigtigt, når det handler om indsatsen mod bande- og rockerkriminalitet:

- De bor et sted, laver ballade et andet sted – og har opgør med en anden bande et tredje sted. Derfor er det vigtigt, at vi samarbejder tæt, og vigtigt, at boligorganisationer fx kan udveksle oplysninger, så problemerne ikke bare flytter "lige rundt om hjørnet", sagde Morten Bødskov blandt andet.

Nye bandemønstre kræver nye værktøjer
- Før i tiden var der to hovedgrupper af bander, nemlig Bandidos og Hells Angels. I dag er mønstret anderledes med måske 30-40 grupperinger, som kan have konflikter på kryds og tværs, sagde Morten Bødskov. Det betyder ifølge ham, at der er behov for nye værktøjer.

Han introducerede herefter den bandepakke, han har fremlagt i Folketinget:
Pakken har tre hovedfokusområder, forklarede han:
- Vi vil skride endnu hårdere ind over for den hårde kerne, styrke den forebyggende indsats over for rocker- og bandekriminalitet, så fødekæden bliver stoppet – og endelig vil vi styrke exit-indsatsen, så de, der reelt ønsker at forlade rocker- og bandemiljøet, får hjælp, fortalte Morten Bødskov.

Tæt samarbejde mellem boligorganisationerne
Et af de "nye" værktøjer er, at boligorganisationerne skal kunne udveksle information, så de kriminelle ikke bare kan flytte "hen om hjørnet".

Iris Gausbo, der er formand i Hjortegården – og næstformand i 3B – fortalte, at der allerede er et meget, meget tæt samarbejde mellem afdelingsbestyrelserne i området:

- For 4 år siden fik vi en fornemmelse af, at der foregik noget i området, som ikke var helt i orden. Vi fik gentagne gange henvendelser om hærværk og om grupper af unge, der lavede ballade og virkede truende, fortalte Iris Gausbo. 

Hun fortalte videre, at afdelingsbestyrelsen sammen med politi og kommune fik sat nogle enkelt-stående aktiviteter i gang, men at det først for alvor battede, da man gik sammen i en egentlig task force, som både virker som erfa-gruppe, og hvor nye tiltag vendes, før de sættes i værk.

- Vi har et fantastisk samarbejde med politi, kommune, Det Flyvende Korps og Lille Birkholms afdelingsbestyrelse, fortalte Iris Gausbo. 

Hun understreger, at det er en af årsagerne til, at området nu er helt anderledes at færdes i. 

- Det tager tid at vende skuden. Vi er ikke i mål, men vi er godt i gang, fortalte Iris Gausbo, inden hun sluttede med at fortælle lidt om det store renoveringsprojekt, afdelingen står overfor.

Læs mere om bandepakken ved at klikke her

07/11-2013