+A -A /R

Nyhed

Urbanplanen byder op til kæmpe fest

Københavns mest populære folketingsmedlem i en hestevogn, en reje fra landet Ramasjang, et mellemøstorkester og en flok af engagerede beboere er nogle af ingredienserne i opskriften på Urbanfestival, der løber af stablen i Urbanplanen lørdag den 30. august.

Johanne Schmidt-Nielsen åbner festivalen kl. 10.30 efter en køretur i Bondegårdens hestevogn fra DR-byen til Urbanplanen, og derefter går det løs med på scenen med både ukendte og kendte stjerner såsom Pato Siebenhaar, lokale Mati og Onkel Reje fra DR's børnekanal Ramasjang.


Perle-hyg og mad over bål
På aktivitetsfronten er der masser at vælge imellem. De voksne kan ose i loppeboderme eller i de forskellige mangfoldige madboder, mens børnene perle-hygger med Perlemor eller maler deres bedste ven med Urbanplanens egen kunstforening, Urbanart. Sammen med Børnekulturpiloterne kan man samle urter i området og tilberede mad på bål - mens man måske lader op til fodboldturneringen, der er arrangeret af Urbanplanens eget Fremad Amager hold.

Urbanplanens fotoklub knipser løs i løbet af dagen og tilbyder også at tage portrætfotos af festivalfolket.

Omkring 15 foreninger/klubber er på banen for at formidle deres tilbud - mød fx Liv i Sundby, Daghøjskolen, Mødrehjælpen, Fødevarefællesskabet, Øko Ø Amager og så selvfølgelig 3B’s helhedsplan i Urbanplanen - Partnerskabet, der blandt andet kan fortælle om udviklingsplanerne for området.

25/08-2014