+A -A /R

Nyhed

Rejsegilde i Vestergården 2

Den 10. april var beboere og håndværkere inviteret til rejsegilde i Vestergården 2 i Herlev, som er en af 3B’s mange populære afdelinger.

 

   – Folk vil så gerne bo her. Der er alenlange køer til at bo netop her. Nu bliver det endnu bedre at bo her, og det er også godt for byen, fortalte Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) blandt andet i sin tale.

Renoveringen består i, at 223 boliger skal efterisoleres og have skiftet tag, og selvom beboerne er glade for projektet, har det tæret på deres tålmodighed.

– Byggeudvalget har følt sig bundet af en pålagt tavshedspligt – og der har været massive klager over de fleste aspekter af byggesagen. Blandt andet har der været knas med varslinger, og nogle aftaler mellem håndværkere og beboere er desværre faldet ned mellem to stole. Der har også været klager den anden vej – over beboere, der ville først i køen, sagde 3B's formand Steffen Morild bl.a. i sin tale.

Som afrunding på talen kom han derfor med en lille kærlig opfordring til håndværkerne.


– Fortsæt det gode arbejde med blandt andet at indhente den tabte tid – og vær søde at aflevere byggesagen uden fejl og mangler – tak.

 
 

Opfordringen blev mødt med grin, hujen og klapsalver fra både beboere og håndværkere.

– Jeg skal nok holde håndværkerne i ørerne, for vi er trætte af at vente. Vi glæder os jo så utroligt meget til, at renoveringen er færdig, for det bliver så flot, fortalte beboer Lillian Buttenschøn.



10/04-2015