+A -A /R

Nyhed

Det gode naboskab blev fejret for 25. gang i Folehaven

Lørdag den 29. august fejrede beboerne i Folehaven i Valby Folehavefestival for 25. gang. Jubilæet blev markeret ved et brag af en fest, hvor store og små havde mulighed for at deltage i et hav af forskellige aktiviteter. 

Villy Sørensen, afdelingsbestyrelsesformand i Folehaven, skød officielt festlighederne i gang kl. 10, hvor han i sin åbningstale bød velkommen til alle fremmødte. Han roste samtidig beboernes evne til at bevare det gode naboskab igennem de sidste 25 år.

- Det samarbejde og fællesskab vi har her i Folehaven med vores naboer og institutioner repræ-senterer et højt fagligt niveau. Ca. hvert femte år møder vi nye store udfordringer, men i fællesskab klarer vi os igennem. Og uanset hvad, holder vi Folehavefestival, sagde Villy Sørensen blandt andet i sin åbningstale.  

 

Dagens første aktivitet var familieløbet på 1,3 km. Løbet blev skudt i gang kl. 10.30 og vinderen blev Thomas Zade Bregnemose, som vandt et gavekort til en biograftur.

- Jeg håbede på at vinde, så det var en dejlig følelse, da det skete, sagde Thomas udmattet efter de knap fem minutter han brugte på at løbe distancen.

 
 
Efterfølgende var der musik og dans på scenen, hvor især pigerne imponerede i en dance-off mod drengene. 



Kl. 13 arrangerede Street Society fodboldturnering for afdelingens børn og unge. Turneringen var delt op i to aldersniveauer, og vinderne af de to trin fik overrakt medaljer efter finalen. 

 

Jubilæet blev også markeret ved en fotoudstilling, hvor beboerne og de omkringliggende foreninger havde bidraget med egne billeder fra festivalen gennem årenes løb. Billederne blev samtidigt brugt til vendespil, så områdets børn gennem leg fik mulighed for at genleve tidligere års festivaler. 

 

Også eleverne i Kirsebærhavens Skole havde forberedt en masse aktiviteter til dagens anledning. Udover salg af forskellige lækkerier, arrangerede de flødebollekast, ansigts- og hennamaling, musikalske opvisninger og meget mere.

02/09-2015