+A -A /R

Nyhed

Det starter med en lygtepæl

Politiet har i december udgivet årets Tryghedsindeks for 2015, hvor man har spurgt borgerne om deres tryghed og tillid til politiet, samt optalt hvor mange politianmeldelser der har været i boligområderne.

3B har fem afdelinger med i tryghedsindekset for 2015, og den gode nyhed er, at der er en positiv udvikling i 4 ud af 5 områder.  Det gælder Remisevænget, Hjortegården, Høje Gladsaxe og Folehaven, som er steget mellem 3 og 8 % til et snit på knap 70 % trygge borgere.

Egedalsvænge er desværre faldet fra 64,4 til 61,5 %, men det gælder ikke for de såkaldte Nabolagsproblemer, som fortsat er i positiv udvikling. Og så er kriminaliteten faktisk faldet i Egedalsvænge og ligger dermed under niveauet for resten af Fredensborg kommune.

Du kan læse hele rapporten her.

En tryggere sti i Folehaven i Valby med lys og masse af udsyn


Torsdag den 17. december indviede 60 beboere stien mellem Kirsebærhaven og Frugthaven i Folehaven med et flot fakkeloptog, der sluttede med æbleskiver på torvet, serveret af frivillige fra Folehavens Kvindeforening. Stien var af både unge og ældre beboere udpeget til at være et af de mest utrygge steder i Folehaven på grund af høje hække, manglende udsyn og ingen belysning, men nu er hækkene blevet beskåret, og der er kommet belysning på stien.

Den tryggere sti er det synlige resultat af et projekt, som hedder "Det starter med en lygtepæl". Projektet er støttet af Københavns Kommune, 3B og den boligsociale helhedsplan SURF Valby.

 

18/12-2015