+A -A /R

Nyhed

3B inspirerer til nye boliger i Oslo

København og Boligforeningen 3B har noget af det, som Oslo snart står og mangler: Familieboliger i midten af byen, der er til at betale for almindelige familier. Derfor var Oslo Kommunes Byutviklingskomite på besøg i 3B’s boligafdeling Sundholm Syd på Amager.

- Det er råt, men jeg kan lide det, og det har et interessant udtryk og passer godt ind i omgivelserne, sagde Victoria Marie Evensen, medlem af Arbeiderpartiet og leder af Oslo Kommunes Byutviklingskomite, om Sundholm Syd, der stod indflytningsklar i marts 2015.


3B's projektleder Jesper Kaasbøl Henriksson fortæller komiteen og Victoria Marie Evensen (i midt) om Sundholm Syd.

Det var dog ikke kun arkitektur, som Byutviklingskomiteen for den norske hovedstad interesserede sig for.

- Ligesom København, så oplever Oslo også en kæmpe vækst i indbyggertallet lige nu. Frem mod 2030 forventer vi at skulle bruge 120.000 flere boliger, så vi er her for at finde måder at gøre det på, lød det fra lederen af komiteen.

Sundholm Syd er en AlmenBolig+-afdeling, hvor huslejen blandt andet holdes nede ved, at beboerne selv skal ordne alt det praktiske som at rydde sne, skifte pærer og feje gangarealer. Det med at få en så lav husleje som muligt var også vigtigt for Victoria Marie Evensen og resten af komiteen.

- Alle vil gerne ind og bo i byen, og nu har vi så et efterslæb på boliger. Samtidig presser efterspørgslen også priserne i vejret, så det er svært at finde noget, man kan betale. Det skal vi prøve at løse, og det er en spændende opgave, sagde hun.

Samtidig lagde hun vægt på den mangfoldighed, som kendetegner almene boliger i Danmark.

- Oslo er gået fra borgerligt til rød-grønt styre, og vi vil gerne bygge varieret med plads til alle. Det er vigtigt for os, sagde Victoria Marie Evensen, der sammen med resten af komiteen havde fået en introduktion til den danske almene sektor af Københavns Kommune, inden turen gik til Sundholm Syd..

Efter besøget på Amager gik turen videre til det nærliggende Tietgenkollegiet.

 

16/02-2016