+A -A /R

Nyhed

- Alle verdens guldmedaljer for det gode arbejde

Allerede før den officielle indvielse af det nyrenoverede Plejecentret Hørgården startede, strømmede det ind med mennesker gennem den nye indgang. Det var alt fra plejecentrets beboere, naboer, pårørende til beboere til medarbejdere, entreprenør og 3B's direktør. Alle blev vi budt velkommen af skøn, stemningsfuld dixieland jazz af et velspillende seksmandsorkester.



3B’s administrerende direktør Morten Boje og Sundheds- og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen fik en rundvisning på en af etagerne og blev budt velkommen hos et ældre ægtepar i en af boligerne.
- Mit første indtryk var, at det virkelig er blevet et lyst og behageligt sted at være. Jeg kan godt forstå, det har været hårdt for beboerne, men jeg håber, de bliver glade for de nye, flotte rammer, sagde Morten Boje.

Det gode samarbejde i fokus
Efter den første summen bød centerchef Vibeke Christensen med stor begejstring alle velkommen, hvorefter en solid talerække tog plads på skift bag mikrofonen.
Første taler på podiet var Sundheds- og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen, der helt tydeligt var meget engageret i plejecentret.

- Det er ret specielt, det her. Der er nye beboere, nye sociale relationer og nye venskaber, der formes. Det er lidt af en omvæltning for beboerne – I var glade for det, I havde. Men jeg håber, det alligevel bliver en god ramme for livet. I har de bedste forudsætninger og et meget dygtigt personale. Alle verdens guldmedaljer for det gode arbejde og den indsats, I alle har ydet indtil videre, sagde borgmesteren med tyngde i stemmen.

 

 



 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Erik Vibe, områdedirektør hos entreprenøren NCC, takkede for at få lov at fejre indvielse allerede efter kun en tredjedel af byggesagen er færdig. Men han mente bestemt, der var god grund til det.
- Det her er ikke en traditionel byggesag. Der er så mange gode tiltag – både effektivitetsfremmende og socialt ansvarlige i form af fx arbejdsprøvning. Vi har et åbent og ærligt samarbejde alle parterne imellem, og hverdagen er krydret med en god portion humor, sagde Erik Vibe, hvorefter han takkede alle og sluttede af med at ønske tillykke med de fantastiske rammer.

Plejecentrets bestyrelsesformand, Svend Erik Christensen, roste blandt andet den gode lyddæmpning, der har stor betydning for hverdagen for de mange beboere i Hørgården 3. Så afslørede han en gave til plejecentret, nemlig skulpturen ”Oldeforældre” af kunstneren Hanne Varming.

 

En vigtig brik i udviklingen af lokalområdet
Derefter rundede centerchefen af med også at takke for samarbejdet, inden 3B’s Morten Boje satte Hørgården 3 i perspektiv i forhold til lokalområdet.

 

- Jeg håber, huset her kan være med til at åbne sig mod omverdenen. De flotte glaspartier og fællesarealerne lægger op til at spille sammen med lokalområdet. Man kan godt kalde området her 3B-land, og et stenkast herfra ligger en af vores nye boligafdelinger, Sundholm Syd, hvor der er flyttet en masse familier ind i sidste år. Og i løbet af de næste par år udvikler og bygger 3B meget nyt her i Urbanplanen – ungdomsboliger og et LGBT-seniorbofællesskab, så der bliver masser af liv i området, fortalte Morten Boje, inden han takkede for det gode samarbejde og tilføjede en særlig tak til beboerne for deres store tålmodighed.

Centerchefen sluttede af med at give tegn til orkestret med ordene: - Lad festen begynde og musikken spille.

Hørgården 3 blev opført i midten af 1970'erne, så bygningerne har godt 40 år på bagen. Renoveringen, der udføres i tre etaper, begyndte i foråret 2015 og forventes færdigt i 2019.

Indvielsen var derfor for første etape, hvor den første tredjedel af beboerne er flyttet ind.

Det nye Plejecentret Hørgården bliver et såkaldt profilplejecenter med fokus på idræt og aktiviteter. Det vil sige, at der kommer redskaber og en ”legeplads” på fællesarealet, hvor beboerne kan motionere og holde sig friske.

 

07/11-2016