+A -A /R

Nyhed

Ventilation i Egedalsvænge: Boligforening indleder sag mod rådgiver

Orientering til pressen:

Delrapport fra Teknologisk Institut viser: Tidligere affaldsskakte blev ikke rengjort godt nok, før de blev brugt til frisk luft i ventilationen. Boligforeningen 3B indleder derfor sag mod rådgiver.

Beboerne i Egedalsvænge var til info-møde om ventilationen tirsdag den 22. november 2016. Her fortalte den administrerende direktør for boligforeningen beboerne, at en delrapport fra det uvildige Teknologisk Institut viser, at de tidligere affaldsskakte ikke er blevet gjort tilstrækkeligt rene, før de blev brugt til det nye ventilationsanlæg. (Klik her for at se dias fra mødet).

- Vi har i dag taget skridt til at drage vores rådgiver til ansvar for, at ventilationsanlægget er snavset. Vi er en almen boligforening, hvis vigtigste opgave er at sikre gode og sunde boliger til vores beboere. Vi er afhængige af dygtige rådgivere, og her må vi konstatere: De har svigtet os – og dermed vores beboere. De har ikke levet op til deres ansvar. De har simpelthen ikke sikret, at vi har fået et ventilationsanlæg, som vi og vores beboere kan være trygge ved. Det er den konklusion, vi drager på basis af den delrapport, vi netop har modtaget fra Teknologisk Institut, konstaterer administrerende direktør i 3B Morten Boje. (Klik her for at se delrapporten fra Teknologisk Institut).

- Rådgiver har ikke formået at dokumentere, at det er en forsvarlig løsning, der er valgt - og nu taler fakta for sig selv: De skakte er ikke rene. Det skal de stå til ansvar for, understreger Morten Boje.

Konkret har boligforeningen derfor meddelt rådgiveren RUBOW arkitekter, at man vil indlede en syns- og skønssag, som skal placere ansvaret for det snavsede ventilationsanlæg.

Indblæsningen er forseglet
Det hele startede med, at nogle beboere klagede over lugtgener og problemer med astma, da renoveringen af Egedalsvænge var gennemført. En renovering, der også omfattede den ventilation, som er nødvendig, når boligerne får nye, tætte facader.

Sidste år samlede beboerne underskrifter og forlangte, at anlægget blev undersøgt. Et beboerudvalg blev nedsat til at se på, hvilke undersøgelser der skulle udføres. Ingen af de første undersøgelser gav dog et klart svar på, hvad der var galt, men i juli viste nye undersøgelser, at der var ”snavs” i ventilationsskaktene. Derfor lukkede boligforeningen straks for indblæsningen i hele Egedalsvænge.

Herefter har Teknologisk Institut været i gang med at undersøge skakte og indeklima. Det er delresultatet af den undersøgelse, boligforeningen nu har fået. Og det er på baggrund af den, boligforeningen indleder en sag mod rådgiver.

Indblæsningen blev lukket for fire måneder siden - den 5. juli. I starten af september blev indblæsningen fra ventilationen inde i boligerne forseglet hos de beboere, der ønskede det. Det er sket, selv om myndighederne ikke har stillet krav om det.

- Her går vi nu et skridt videre: Det er ikke længere et tilbud. Vi vurderer, at det er nødvendigt, at alle kanaler bliver forseglet. Derfor varsler vi de sidste beboere om, hvornår vi skal ind i deres bolig for at forsegle kanalerne.

Boligforeningen har tilbudt anden bolig i 3B til dem, hvor lægerne har vurderet, at de har problemer på grund af indeklimaet. Der er i alt otte, der har fået - eller er ved at få - tilbudt anden bolig.

Teknologisk Institut fortsætter deres undersøgelser af ventilationsanlægget og indeklimaet i boligerne. De forventes færdige i løbet af januar 2017.

- Vi skal have vendt alle sten i denne sag, så vi er sikre på, at vores beboere kan være trygge ved deres boliger, siger Morten Boje.

Ny rådgiver skal vurdere hele anlægget
Boligforeningen har indledt et samarbejde med en ny rådgiver, der netop nu er i gang med at skitsere, hvad der skal til for, at boligforeningen tør stole på, at ventilationen ikke kan gøre beboerne syge:

- Vi har renoveret Egedalsvænge, så det er blevet en utrolig flot afdeling. Nu skal vi have løst problemerne med ventilationen én gang for alle. Vi skal have gjort de skakte rene. Om de skal fores, om der skal lægges rør - eller hvad løsningen er, ved vi ikke nu, men vi gør det, der er nødvendigt, slutter administrerende direktør Morten Boje.

Yderligere info?
Kommunikationschef i 3B Anette Hertz - 40 97 50 77, anhz@3b.dk

Boligforeningen 3B
Boligforeningen 3B er en almen boligforening med ca. 12.700 lejemål i 85 afdelinger i 7 kommuner i Storkøbenhavn.
En af de afdelinger er Egedalsvænge i Kokkedal, hvor der er 625 boliger i 18 blokke. Egedalsvænge har netop fået renoveret udeområderne og fået nye facader, og i den forbindelse er der etableret ventilation i de skakte, der for år tilbage blev brugt til affald.

 

23. november 2016
 

23/11-2016