+A -A /R

Nyhed

Eksperterne er enige: Ikke fundet farlige stoffer i boligerne i Egedalsvænge

Teknologisk Institut slår fast, at der ikke er fundet skadelige stoffer i lejlighederne i Egedalsvænge.

- Vi er utroligt glade for, at der ikke er fundet skadelige stoffer i vores boliger. Vi er en almen boligforening, og vores vigtigste opgave er at sikre gode og sunde boliger til vores beboere, siger Morten Boje, administrerende direktør i Boligforeningen 3B.

Undersøgelserne er udført af Teknologisk Institut i dialog med Fredensborg Kommune, der er blevet rådgivet af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Høje temperaturer og lav luftfugtighed
Undersøgelsen af indeklimaet i Egedalsvænge er én af de største, der nogensinde er udført i et boligområde. Undersøgelsen viser, der er nogle konkrete problemer, som skal løses.

Boligerne er blevet meget tætte og velisolerede efter renoveringen. Det har fået temperaturen til at stige og luftfugtigheden til at falde, og det kan ifølge de lægefaglige parter være skyld i mange af de symptomer, beboerne har oplevet.

- Vi kan se, at der i mange lejligheder er meget varmt. Det er afgørende for os, at vores beboere skal have et godt indeklima, hvor beboerne i højere grad selv kan styre temperaturen i deres eget hjem, siger Morten Boje.

Uacceptabelt af rådgiver og entreprenør
Undersøgelserne viser også, at ventilationsanlægget er beskidt. Der er dog ikke fundet snavs fra anlægget i lejlighederne. Morten Boje udtaler:

- Ventilationsanlægget er beskidt. Derfor er vi glade for, at vi lukkede det for otte måneder siden. Det er fuldstændig uacceptabelt, at vi har en rådgiver og entreprenør, som har afleveret et ventilationsanlæg med de fejl – og det skal bringes i orden, siger Morten Boje

Der er også enkelte ældre badeværelser, hvor der er skimmelvækst. 3B vil nu sørge for, at disse badeværelser bliver renoveret.

Løsninger skal findes sammen med beboerne
- I november 2016 sænkede vi temperaturen i varmeanlægget med 2 grader. Det er med til at sænke temperaturen og øge luftfugtigheden. I forbindelse med renoveringen skulle vi have informeret bedre om det nye indeklima og været bedre til at fortælle om gode råd til at lufte ordentligt og rigtigt ud – det er vigtigt at få luftet ud, efter boligerne er blevet mere tætte. Det retter vi op på nu. Samtidig renser og forer eller coater vi ventilationsskaktene og indregulerer indblæsning og udsugning korrekt, siger Morten Boje om de løsninger, som 3B nu sætter i værk.

3B vil også arbejde for at få ombygget det nuværende varmesystem, så beboerne i højere grad selv kan regulere deres varme. Vi vil nu sammen med beboerne undersøge, hvilke konkrete løsninger vi kan foreslå. Og så vil det være op til beboerne på afdelingsmødet – de almene boligers svar på en generalforsamling – at vælge løsning.

Det er også på det årlige afdelingsmøde, beboerne skal beslutte, om badeværelserne i Egedalsvænge generelt skal bygges om, så risikoen for skimmelsvamp kan reduceres.

Rensning og foring eller coating af ventilationsskaktene og efterfølgende indregulering bliver forhåbentligt lavet i dialog med entreprenør og den oprindelige rådgiver. Alternativt vil 3B få arbejdet udført og efterfølgende anlægge en syns- og skønssag mod entreprenør og den oprindelige rådgiver.

Fredensborg Kommune vil i øvrigt følge udviklingen i Egedalsvænge i hele forløbet med at sikre et godt indeklima.

22/03-2017