+A -A /R

Nyhed

Første hold på 3B’s bestyrelsesuddannelse afsluttede

Da det første hold deltagere på 3B’s bestyrelsesuddannelse mødte op til overrækkelse af diplomer onsdag den 5. april, var stoltheden i deres øjne tydelig at se. Ikke mindst da de fremviste deres flotte plancher, der illustrerede det seneste års arbejde og læring. Stoltheden var velberettet, for gennem det seneste år har deltagerne på 3B’s bestyrelsesuddannelse både modtaget undervisning og selv lagt en stor indsats i arbejdet med opgaver og øvelser. 


Læring, der rækker ud over bestyrelsesarbejde
Deltagerne er gennem uddannelsesforløbet kommet vidt omkring bestyrelsesarbejdet, men de har også lært meget om dem selv:

- Det bedste har været, at vi allerede i starten fik lavet en personprofil. Jeg har lært meget om mig selv, og på den måde er jeg blevet mere opmærksom på, hvordan jeg samarbejder med andre. Både i forhold til bestyrelsesarbejdet og i andre sammenhænge, siger Camilla Hovgaard, der sidder i bestyrelsen i AlmenBolig+-afdelingen Dortheavej.

Camilla vil anbefale bestyrelsesuddannelsen og især til bestyrelser i AlmenBolig+-afdelinger:

- Vi har fået værktøjer til at organisere arbejdet samt til at lede og engagere de frivillige. Det er virkelig nyttigt, når det er en nyere afdeling, hvor vi selv er ansvarlige for mange ting, fortæller Camilla. 


En anden deltager, som har været glad for bestyrelsesuddannelsen og vil anbefale den, er Anne-Grete fra afdelingen Remisevænget Nord:

- Jeg synes, det bedste på uddannelsen har været at få redskaber til at blive bedre til at samarbejde, håndtere konflikter og starte nye projekter op. Jeg vil anbefale 3B’s bestyrelsesuddannelse, fordi du lærer at se tingene på andre måder, end du er vant til, siger Anne-Grete. 

En stolt formand  
3B’s formand, Steffen Morild, var også mødt op for at sige et par ord til de 15 deltagere på 3B’s bestyrelsesuddannelse, som nu har færdiggjort deres uddannelse.


Stoltheden over deltagernes flotte indsats og hårde arbejde var stor, og det lod formanden også deltagerne vide:

- Jeg ved, I har været langt omkring. Jeg ved, det ikke er let. Og jeg ved – om nogen – at beboerdemokrati ikke er let, sagde Steffen Morild til deltagerne og fortsatte med: 

- Jeg er stolt af, at I vil det så meget, at I har meldt jer til – og fuldført – så lang en uddannelse. Det tegner godt for fremtiden. 

Udover Steffen Morild var 3B’s næstformand Iris Gausbo samt repræsentanter fra organisationsbestyrelsen også mødt op for at fejre de 15 deltageres færdiggørelse af uddannelse. 


Håb for fremtidens beboerdemokrati
3B’s bestyrelsesuddannelse er banebrydende i den almene sektor, fordi den er en omfangsring og grundig uddannelse af frivillige.  Næstformand Iris Gausbo har været med på de fleste undervisningsgange og fulgt deltagerne tæt. Derfor var det også nærliggende, at det var Iris Gausbo, der overrakte diplomer. Se overrækkelsen af diplomer i videoen herunder, der er fra 3B's Facebook-side:


Iris Gausbo fortalte deltagerne, at deres engagement og flittige indsats inspirerer hende: 

- I har inspireret mig, og jeg tænker, det hele nok skal gå - fremtidens beboerdemokrati. Et hold som jer, I kan simpelthen komme ud nu og inspirere alle de andre beboerdemokrater derude. 

Næstformanden benyttede også lejligheden til at udtrykke glæde over, at både BL – Danmarks Almene Boliger og KAB har vist stor interesse for 3B’s bestyrelsesuddannelse. Derudover takkede hun også de involverede parter i uddannelsens tilrettelæggelse og indhold. Der var tak til Dorthe Hjerrild, der er afdelingschef i BL, og der var tak til chefkonsulent Julie B. Hunt fra firmaet Ingerfair, der udvikler bæredygtige frivilligmiljøer. Endelig takkede næstformanden også 3B’s HR-konsulent Louise Houman og kommunikationschef Anette Hertz. 

Efter formandens og næstformandens taler var der bobler og en let anretning. Det kunne de fremmødte nyde, mens de gik en runde i lokalet og hørte deltagerne på bestyrelsesuddannelsen fortælle om og fremvise deres plancher. Plancher, der illustrerer noget af læringen, som deltagerne har opnået gennem 3B’s bestyrelsesuddannelse. 


Om 3B’s bestyrelsesuddannelse
Deltagerne på bestyrelsesuddannelse 2016 har mødtes på Havneholmen cirka 10 gange i løbet af året og har blandt andet modtaget undervisning i emnerne:

  •  ledelse af frivillige
  •  gruppedynamik
  •  rolle- og ansvarsfordeling i bestyrelsen
  •  værktøjer til præsentationsteknik
  •  redskaber til at motivere og fastholde frivillige

3B’s bestyrelsesuddannelse var en idé og et ønske, der blev til virkelighed efter blandt andet en snak med Coop’s uddannelsesansvarlige på Folkemødet på Bornholm. 

Nysgerrig omkring bestyrelsesuddannelsen? 
Hvis du synes, 3B’s bestyrelsesuddannelse lyder spændende, kan du få direkte besked om eventuelt nyt hold. Send en mail med dit navn, telefonnummer og boligafdeling til Louise Houman på loho@3b.dk. Så holder vi dig opdateret.

26/04-2017