+A -A /R

Nyhed

Har du vindernavnet til vores nye afdeling?

3B bygger ungdomsboliger i Herlev – men hvad skal afdelingen hedde? Hvis du har vindernavnet, bliver du den heldige vinder af 2 biografbilletter inklusive drikkevarer og popcorn.

I centrum af Herlev bygger 3B 43 ungdomsboliger og et fælleslokale. Ud over ungdomsboligerne bygges der også ejerboliger og private udlejningsboliger på grunden. I alt vil der være omkring 250 boliger på grunden, når alt er bygget færdigt. Derfor får de studerende i ungdomsboligerne rig mulighed for at skabe fællesskab med deres nye naboer.

Tøv ikke – kom med dit bud på et navn!

Alle 3B’s boliger hører til en lokal boligafdeling, der har hvert sit unikke navn – et navn, der passer til lokalområdet, dets historie eller de ting og bygninger, der omgiver boligerne.

Klik her for at se, hvor i Herlev, boligerne kommer til at ligge. (lige nord for McDonald's på kortet)

Og her kommer du ind i billedet. Du kan nemlig være med til at bestemme, hvad den nye afdeling skal hedde, ved at deltage i vores åbne idékonkurrence – hvor vi meget gerne vil modtage dit forslag på et navn til ungdomsboligerne i Hørkær i Herlev. Vindernavnet præmieres med en tur i biografen for 2 personer.

Sådan gør du

Send dit forslag til navnekonkurrence@3b.dk senest fredag den 26. maj 2017. Skriv ”Herlev” i emnefeltet, og husk at skrive dit navn, adresse og telefonnummer i mailen, så vi kan kontakte vinderen direkte.
Vi bliver også glade, hvis du synes godt om 3B på Facebook.

(NB – dit forslag er anonymt – kun vinderen bliver offentliggjort på 3B’s Facebook-side og på 3b.dk, når det endelige navn er fundet).


Områdets historie

Boligerne opføres på den gamle fabriksgrund, der kaldes Glødelampegrunden, fordi firmaet Dansk Glødelampe Industri lå her fra 1960 til 1988. Området har siden 1940’erne været industrikvarter, og på billedet herunder kan du se H. Nielsen & Søn Maskinfabrik, der var et af de første byggerier i området tilbage i starten af 1950’erne. 

Billedtekst: Foto af Glødelampegrunden fra 1951. Til højre i billedet er H. Nielsen & Søn Maskinfabrik, S-togbanen kører i venstre side, og Hørkær knækker i midten af fotoet. Foto venligst udlånt af Herlev Kommunes Lokalarkiv

Boligerne kommer til at ligge tæt på 3B's afdelinger Lampestedet 1 og Lampestedet 2, der blev opført i 2013.
På selve matriklen lå der indtil 2015 en Elgiganten, og der er desuden en stor lagerbygning på grunden.

Læs mere om boligerne her, hvor vi løbende opdaterer om projektet.

Klik her for at  se konkurrencebetingelserne.

16/05-2017