+A -A /R

Nyhed

Hvem sidder nu i borgmesterstolen?

Danmark vågnede onsdag den 22. november 2017 op til valgresultater på bagkant af kommunalvalget 2017 og regionsvalget 2017. I nogle byer var stemmerne allerede talt op i løbet af aftenen den 21. november, efter valgstederne lukkede kl. 20.00. For andre byers vedkommende tikker valgresultaterne ind i løbet af dagen derpå.

Hvad blev resultaterne? Vågner du op og har den samme borgmester, som du hele tiden har haft? Eller er der en ny borgmester, der har sat sig for bordenden i byrådet i din kommune? Her kan du se, hvem der nu er borgmester i de syv kommuner, hvor 3B har boliger. 

Københavns Kommune
Københavns overborgmester hedder efter kommunalvalget stadig Frank Jensen (socialdemokratiet). Frank Jensen har været overborgmester siden 2010. 

Herlev Kommune
Ligesom i Købehavns Kommune bliver den socialdemokratiske borgmester siddende i borgmesterstolen. Thomas Gyldal Petersen fra socialdemokratiet kan nu se frem til fire år mere som Herlevs borgmester. Han har været borgmester siden den 1. december 2011.

Ballerup Kommune
I Ballerup ses samme scenarie som i Københavns Kommune og Herlev Kommune. Jesper Würtzen fra Socialdemokratiet fortsætter som borgmester. Han har været borgmester siden den 1. juni 2012.

Fredensborg Kommune
I Fredensborg er det også en socialdemokratisk borgmester, der nu bliver siddende i borgmesterstolen. Thomas Lykke Pedersen har været borgmester siden 2010 og fortsætter nu med at være det i yderligere fire år.

Gladsaxe Kommune
Endnu en kommune med 3B- boliger, hvor en socialdemokratisk borgmester fortsætter. Trine Græse har været borgmester siden juli 2017.

Hvidovre Kommune
Borgmesteren i Hvidovre hedder det samme som før kommunalvalget 2017 - Helle Moesgaard Adelborg. Siden december 2012 har hun været borgmester i Hvidovre Kommune.

Høje-Taastrup Kommune
Michael Ziegler (Konservative) fortsætter som borgmester.
Han har været borgmester siden 2006.

Det var de syv kommuner, hvor der i dag er 3B-boliger. I 2018 bygger vi boliger i en ottende kommune – Egedal. I Egedal Kommune hedder borgmesteren Karsten Søndergaard (Venstre). Han har været borgmester siden januar 2017 og fortsætter altså på posten. 

Formand for Region Hovedstaden hedder det samme som i går
Udover kommunalvalget stemte vi også til regionsvalg. Alle kommuner, hvor der er 3B-boliger, hører under Region Hovedstaden.  Efter valget i går er det stadig Sophie Hæstorp Andersen fra Socialdemokratiet, der er formand – og har været det siden 2014.

22/11-2017