+A -A /R

Nyhed

- Når der bliver sagt ghetto, svarer jeg naboskab

Foran over 100 gæster gav Abdel Aziz Mahmoud en både aktuel og humoristisk pep-talk om at være frivillig, da der var Frivillighedsgalla for 3 af 3B's boligafdelinger i Valby fredag den 16. marts. Han fortalte blandt andet om, hvordan han selv begyndte som elevrådsformand i skolen og var med til at starte en forening for palæstinensere.

- For mig handler det om de fællesskaber, man skal indgå i, for at få det hele til at lykkes. At vi mødes, sagde han og fortsatte:

- Når politikere taler om ghettoer, så siger jeg naboskab. Når politikere taler om arbejde, siger jeg kollegaskab. I Danmark arbejder vi ikke kun for at overleve, men for at leve. Og når politikere søsætter endnu et nyt halvhjertet projekt, så siger jeg venskab. Det handler om at blive ligeværdig.

3 x Årets Nabo 
Til Frivillighedsgallaen var det det bedste og positive i frivillighed - godt naboskab og relationer beboere imellem - der var i fokus. Her blev frivillige fra over 20 forskellige aktiviteter fejret.


Abdel Aziz Mahmoud til Frivillighedsgalla. Foto: Bjarke Strøm

Fælles for dem alle er, at det er mennesker, som gør noget for andre i tre forskellige boligafdelinger i Valby. Det fejrede man blandt andet ved at uddele prisen ”Årets Nabo”, hvor beboere fra alle boligområderne har kunne indstille en nabo, som de synes gør noget særligt for fællesskabet og naboskabet.

Fra læringscafe og bankospil til tryghed og trivsel
Hvis man gerne vil opleve det engagerede liv og naboskab, der også lever og blomstrer i almene boligområder, kan man tage til Valby. I Folehaven har der blandt andet været hobbyklub tilbage fra 1952. Der er Læringscafe Uglen og en genbrugscafe drevet af frivillige.

I boligafdelingen Hornemanns Vænge er både et fællesskab for ældre og en kvindeklub som samles en gang om ugen. I boligafdelingen Valbyejendommene ved Vilhelm Thomsens Alle er der banko en gang om måneden og frivilliggruppe bag årets Naboskabsdag i maj.
 
- Fælles for aktiviteterne er, at de fremmer tryghed og trivsel for den enkelte og for fællesskabet, sagde Maria Elborg Noer, sekretariatsleder i den boligsociale helhedsplan SURF Valby, der står bag Frivillighedsgallaen, og fortsatte:

- Det liv og den glæde, der er i det frivillige liv herude, er et billede, vi alt for sjældent ser formidlet i medierne. Men det findes.

Billeder fra Frivillighedsgalla i Valby 2018

19/03-2018