+A -A /R

Spar på vandet - gode råd

Vandspareråd

Bad og toilet 

  • Luk for vandhanen, når du børster tænder.
  • Tag korte brusebade og luk eventuelt for vandet, når du sæber dig ind.
  • Lad være med at tage karbade. Hvis du tager et kort brusebad i stedet for karbad, sparer du typisk 85 liter vand pr. bad. I et karbad er der ca. 125 liter vand. 

Opvask og madlavning

  • Brug en balje, hvis du vasker op eller skyller af i hånden. 
  • Hvis du har opvaskemaskine, skal den fyldes helt op, før den startes. Du skal ikke skylle tallerkener, det er nok at skrabe madresterne af. Brug et kort program med lavest mulig temperatur. 
  • Brug en balje, når du vasker grøntsager.
  • Optøning af madvarer bør ikke ske under rindende vand. Tag i stedet madvarerne ud i god tid og stil dem i køleskabet. På den måde sparer du både vand og el, idet du udnytter kulden fra frostvarerne.
  • Kog grøntsager i mindst mulig vand – du sparer både vand og strøm, og så er det faktisk sundere. 
  • Hæld koldt vand i kander og sæt det i køleskabet, så har du altid lækkert koldt vand klar til brug.

Tøjvask

  • Fyld vaskemaskinen helt op, så nedsætter du vand- og elforbruget.
  • Vent med at vaske tøjet, til det virkelig trænger. 
  • Spring forvasken over – det er sjældent nødvendigt.
  • Vask ved lavest mulig temperatur – det er ikke nødvendigt at kogevaske almindeligt tøj.

Kontrol af vandinstallationer

  • Tjek efter, om toilettet løber. Du kan ikke altid se, om toilettet er i uorden, men prøv at sætte en tør serviet fast i den tørre toiletkumme.
  • Forbliver servietten tør, er toilettet tæt og i orden.

Bliver servietten våd, løber toilettet og skal repareres. 

  • Et toilet, der løber, også selvom det er så lidt, at det næsten ikke kan ses, kan bruge næsten 300 liter vand i døgnet. Det bliver til ca. 110 m3 og koster over 4.500 kr. 
  • Tjek efter, om dine vandhaner drypper. En vandhane, der drypper, kan bruge 20 liter i døgnet. Det koster 300 kr. om året.
  • Er dit toilet eller dine vandhaner i stykker og skal repareres, så tal med dit ejendomskontor eller din varmemester og bed dem hjælpe dig.

Har du spørgsmål om afdelingens el, vand og varmeforbrug eller andre energi- og miljøspørgsmål, der relaterer sig til din boligafdeling, er du velkommen til at kontakte os ved at sende en mail til energi- og miljøgruppen på energi@3b.dk.