Sådan kommer din afdeling i gang

Først og fremmest skal jeres afdeling beslutte, om I vil være en del af Vild med Vilje. Det kan ske enten på et afdelingsmøde eller afdelingsbestyrelsen kan beslutte det.

En startpakke for at komme i gang med Vild med Vilje koster 13.312,50 kroner og inkluderer et besøg af virksomheden Habitats. 3B's organisationsbestyrelse har dog besluttet at give startpakken gratis til de første 35 boligafdelinger, der tilmelder sig. I prisen er der ikke forskel på, om det er en lille eller stor afdeling. De koster begge det samme. Dog er der mulighed for, at de helt små afdelinger med under 30 lejemål, kan gå sammen med den anden afdeling om at købe startpakken, hvis de ligger inden for gåafstand af hinanden.

Når Habitats kommer på besøg vil deres biologer analysere boligafdelingens potentiale for at øge biodiversiteten. Det munder ud i en række konkrete og stedspecifikke forslag til, hvordan der kan arbejdes for en vildere natur.

Når afdelingsmødet eller afdelingsbestyrelsen har besluttet sig for at deltage i projektet, skal afdelingsbestyrelsen give besked til Nynne Greve Lysgaard på nylys@kab-bolig.dk. Herefter vil der blive lavet en aftale med en biolog fra Habitats, som vil komme ud og kigge på afdelingens grønne arealer i samarbejde med driften.

Habitats er eksperter i biodiversitet, og har udviklet startpakken specielt til boligafdelingerne i KAB-fællesskabet. Habitats vil lave en analyse af afdelingen under besøget og rådgive om de forskellige tiltag, som afdelingen kan gøre for at få mere vild natur. Efterfølgende skal afdelingsmødet eller afdelingsbestyrelsen træffe en beslutning om, hvilke af de konkrete tiltag der i så fald skal arbejdes videre med. 

Sidste trin i processen indebærer, at der vælges, hvilke tiltag der skal udføres. I kan f.eks. sætte et mål om, at udføre to tiltag om året og derved selv vælge om I vil udføre anbefalingerne og hvornår. Der er intet krav om, at I skal.

 

Besøget fra Habitats

Besøget fra Habitats foregår ved at biologen går rundt sammen med drift- og beboerrepræsentanter og kigger på afdelingens grønne områder. Habitats ser på: 

  • Hvilke biologiske værdier der er i afdelingens udearealer
  • Hvordan afdelingens udearealer bliver driftet i dag
  • Om der er særlige områder og evt. arter

Alt dette danner grundlag for deres råd og forslag til tiltag, som er skræddersyet til afdelingen.