Hvad siger loven om henlæggelser?
Henlæggelser til almene boligafdelingers drifts- og vedligeholdelsesopgaver er beskrevet i Lov om almene boliger §68 og Bekendtgørelse om drift af almene boliger (Driftsbekendtgørelsen) kapitel 14, § 63 stk. 1-4.
Her kan man læse, at boligorganisationernes boligafdelinger årligt skal henlægge passende beløb til:
- Fornyelse af tekniske installationer.
- Hovedistandsættelse af boligafdelingernes ejendomme.
I loven står der også, at henlæggelsernes størrelse fastsættes på baggrund af en vedligeholdelses- og fornyelsesplan (OBS! mange kalder den også for 'langtidsplanen'). Planen skal omfatte de kommende 30 år (som minimum), og henlæggelserne fastsættes efter en vurdering af bygningsdeles og installationers anskaffelsespris på tidspunktet for genanskaffelsen.