Motion og samvær for ældre i Sejlhuset

I 3B-afdelingen Sejlhuset på Amager er der motion og samvær for seniorer.
GigtSkolen har nemlig indgået en aftale med Sejlhuset om at låne deres beboerlokale til aktiviteten 'Motion og socialt samvær for seniorer'.

Denne aftale med GigtSkolen er et eksempel på, hvordan man som afdeling kan lave aftaler med eksterne foreninger om, at de kan anvende lokalerne, der ofte står tomme i dagtimerne. Samarbejdet er kommet i stand via BL og Københavns kommune.
På GigtSkolens hold kombineres fysisk aktivitet og socialt samvær. Man får 45 minutters træning efterfulgt af 15 minutters hyggeligt samvær. Der trænes kondition, styrke, balance og smidighed med fokus på, at træningen skal være sjov og hyggelig og samtidig effektiv. Tilmelding forudsætter, at man både deltager i den aktive træning og det sociale samvær. Undervisningen foregår på små hold, og underviseren tilpasser øvelserne til den enkelte deltagers fysiske formåen og behov.

GigtSkolen er en forening, der tilbyder holdtræning i forskellige typer af bevægelses- og afspændingskurser. Undervisningen henvender sig til personer med fysiske udfordringer, som forhindrer dem i at træne på et almindeligt hold.
GigtSkolens hold begyndte deres træning i Sejlhusets beboerlokale i begyndelsen af november 2017.
Hvis du ønsker at høre mere om, hvordan aftalen mellem GigtSkolen og Sejlhuset er kommet i stand, kan du kontakte afdelingens formand:
David Friderichsen
Mail: david@friderichsen.net
Mobil 26255665
Fakta om Sejlhuset
Sejlhuset har 2 selskabslokaler. ’Selskabslokalet’ med plads til ca. 40 personer. Prisen er kr. 1500 for at have lokalet til rådighed fra fredag morgen til mandag morgen. Det andet lokale, ’Sejlklubben’, har plads til ca. 20 personer. Prisen er kr. 500 for at have lokalet til rådighed fra fredag morgen til mandag morgen.
Depositum er kr. 1000. Lokalerne udlejes igennem afdelingsbestyrelsen.