Byggebranchen står for 40 % af verdens CO2 udledning, og ethvert byggeri bidrager til den globale opvarmning. Derfor har 3B’s byggeudvalg været med til at udvikle Generationernes Træhus: Et byggeri, der bidrager til en mere bæredygtig balance både miljømæssigt, økonomisk og socialt. Det sidste vender vi tilbage til.
I Generationernes Træhus er der fokus på brug af genbrugsmaterialer, og beton erstattes af træ, hvor det er muligt. Byggeriet vil derfor opnå en internationalt funderet certificering for bæredygtigt byggeri, den såkaldte DGNB guld-certificering.
Samtidigt bygges der i højden: 7-10 etager, og 3B bliver dermed blandt de første i Danmark, der eksperimenterer med højhuse i træ.
- Det giver rigtig god mening for 3B at være med til at udvikle nye boligtyper. Det er en del af vores DNA at være innovative og udvikle til fremtidens boligbehov, siger formand for Boligforeningen 3B, Steffen Morild, og tilføjer, at ikke mindst det bæredygtige islæt er et væsentligt fokusområde i 3B’s strategi.
Tre generationer under samme, bæredygtige tag
Der er planlagt tre projekter af Generationernes Træhus i KAB-fællesskabet, men 3B bliver de første til at sætte spaden i jorden til de bæredygtige boliger. Det bliver efter planen i efteråret 2022 på Asger Jorns Allé i Ørestaden. Byggeriet kommer til at bestå af 122 boliger fordelt på seniorbofællesskab, familieboliger og ungdomsboliger.
Det bliver et byggeri med indbygget fællesskab på tværs af generationer og livssituationer. Generationernes Træhus bygger nemlig videre på idéerne bag Generationernes Byhus – en social boform til unge, familier og seniorer under samme tag.
Et levende byhus
Og så tilbage til det med social og økonomisk bæredygtighed. Generationernes Træhus får fællesskab og delekultur som omdrejningspunkt, og bliver en boligform, hvor de langt de fleste har råd til at bo. Samtidigt bliver det et byhus, der tilbyder en deleøkonomisk tilgang til fællesfaciliteter, og hvor beboerne sammen bidrager til driften.
Fællesskabet får base på toppen og i bunden af byggeriet. En fælles taghave bliver tilgængelig for alle beboere, og en aktiv stueetage åbnes ud mod omgivelserne og bidrager til det lokale byliv. Her kan der f.eks. indrettes byttebørs, studiepladser, værksteder, beboercafé og fælleshus for beboerne. Ved at placere aktiviteter i gadeplan vil der være rig mulighed for at invitere lokalområdet indenfor.
Men hvad, lokalerne helt præcist kommer til at rumme, er endnu ikke bestemt. 3B vil invitere kommende beboere til at planlægge funktionerne i stueetagen.
HVEM ER MED?
Partnerne bag udviklingen af Generationernes Træhus er Boligforeningen 3B, Samvirkende Boligselskaber, Boligselskabet AKB, København, Himmerland Boligforening, Brabrand Boligforening, Boligforeningen Århus Omegn, Byggepartnerskabet &OS samt KAB. KAB varetager projektlederrollen. Projektet har i 2020 modtaget udviklingsstøtte fra og deltager i Kunstfondens og Real Danias Boliglaboratorium.