Vi modtager mange mails og opkald, og svartiden er derfor længere end normalt. Start først på vores hjælp- og kontaktsider.

3B er Vild med Vilje

I samarbejde med KAB har Boligforeningen 3B valgt at indgå partnerskab med Vild med Vilje. 3B håber på, at det i fremtiden vil betyde, at både biodiversiteten og fællesskabet i boligafdelingerne vil blomstre endnu mere.

En del af det vilde fællesskab

Boligforeningen 3B administrerer 12.000 boliger i Københavnsområdet og drifter store udearealer, med gode muligheder for at omlægge arealerne til miljøer som er inviterende for insekter. Derfor har 3B valgt at blive medlem af foreningen Vild med Vilje, og de enkelte boligafdelinger har nu muligheden for at melde sig til projektet. Vi håber at så mange afdelinger som muligt, har lyst til at være med i det vilde fællesskab.

Vild med Vilje kan være med til skabe afslappende udemiljøer, hvor beboerne i afdelingerne kan mødes, og projektet kan derfor også støtte fællesskabet i afdelingen. I 3B er vi mangfoldige, der er plads til alle – også insekter, sangfugle og spirende blomster. Derfor er vi Vild med Vilje.

Skal din afdeling også være Vild med Vilje eller er du nysggerig på at vide mere, så læs mere her på siden. Vi vil løbende opdaterer siden her med nyheder og gode ideer.

Har du spørgsmål til Vild med Vilje i 3B, så kontakt os på nylys@kab-bolig.dk. 

Hør hvordan Sebastian Klein tænker Vild med Vilje

På debatmødet onsdag d. 28 april 2021 var Sebastian Klein forbi for at fortælle om biodiversitet og naturen. I den forbindelse havde han lavet en lille video for at vise, hvordan han selv tænker Vild med Vilje ind i sit sommerhus. Se med herunder og bliv inspireret af de mange måder Sebastian har gjort sin have Vild med Vilje: 

Du har fravalgt nogle cookies. Derfor kan du ikke se indholdet, fx en video. Klik på cookie-ikonet nederst i venstre hjørne, tilvælg Marketing cookies, gem indstillinger og tryk herefter på 'F5'-tasten. Du kan til enhver tid ændre dine cookieindstillinger igen.

 

Hvorfor Vild med Vilje?

Hvad er Vild med Vilje? 

Vild Med Vilje er en bevægelse for alle, der vil gøre en konkret og lokal forskel for at gøre naturen vildere, rigere og mere mangfoldig. Lige nu forsvinder dyr, planter, svampe, bakterier og alt levende (også kaldet biodiversitet) omkring os i hastigt tempo. Et eksempel på det er den danske dagsommerfugl, hvor omkring halvdelen af alle arter enten er uddøde eller i fare for at uddø. Den største trussel for biodiversiteten er, at den mangler plads – en rig og vild natur. Dyrene og planterne mangler levesteder, hvilket også gør, at dyrene mangler mad. I Boligforeningen 3B og i resten af KAB-fællesskabet er der mange tusinde kvadratmeter græsplæne, der ligger ubrugt hen og kun resulterer i enorm meget græsslåning. Dele af disse områder kunne med fordel omlægges til vild natur og på den måde gøre en forskel.

Derfor har KAB lavet en aftale med foreningen Vild Med Vilje og virksomheden Habitats, hvor Boligforeningen 3B og de mange andre boligorganisationer i KAB-fællesskabet kan få skræddersyet hjælp til at omdanne ubrugte græsarealer og udearealer til vildere natur, rig på planter, insekter og fugle. Ligesom foreningen kalder vi indsatsen for ’Vild Med Vilje’.

 

 

Hvorfor er øget biodiversitet en god idé?

Der er mange fordele ved øget biodiversitet, blandt andet at der kommer mere liv og flere farver i ens afdeling. Sommerfugle, der flakser rundt, og vilde blomster giver ganske enkelt glæde i dagligdagen. Derudover er der også en række fysiske gevinster ved en større biodiversitet. Vi er med til at opretholde de livsnødvendige opgaver, som naturen skal udføre. Det kan være planternes evne til at filtrere vand, binde CO2 eller give os mad, insekternes evne til at bestøve og holde hinanden i skak (guldsmeden spiser myggen, som holder os vågen om natten, edderkoppen i hjørnet holder fluerne nede osv.). Vi risikerer at miste mange af de goder, naturen tilbyder os, hvis vi udrydder art efter art, eller mindsker antallet af hver art. Derfor er det også vigtigt, at gøre noget for at der bliver endnu mere af den vilde natur. 

Sådan kommer din afdeling i gang

Først og fremmest skal jeres afdeling beslutte, om I vil være en del af Vild med Vilje. Det kan ske enten på et afdelingsmøde eller afdelingsbestyrelsen kan beslutte det.

En startpakke for at komme i gang med Vild med Vilje koster 13.312,50 kroner og inkluderer et besøg af virksomheden Habitats. 3B's organisationsbestyrelse har dog besluttet at give startpakken gratis til de første 35 boligafdelinger, der tilmelder sig. I prisen er der ikke forskel på, om det er en lille eller stor afdeling. De koster begge det samme. Dog er der mulighed for, at de helt små afdelinger med under 30 lejemål, kan gå sammen med den anden afdeling om at købe startpakken, hvis de ligger inden for gåafstand af hinanden.

Når Habitats kommer på besøg vil deres biologer analysere boligafdelingens potentiale for at øge biodiversiteten. Det munder ud i en række konkrete og stedspecifikke forslag til, hvordan der kan arbejdes for en vildere natur.

Når afdelingsmødet eller afdelingsbestyrelsen har besluttet sig for at deltage i projektet, skal afdelingsbestyrelsen give besked til Nynne Greve Lysgaard på nylys@kab-bolig.dk. Herefter vil der blive lavet en aftale med en biolog fra Habitats, som vil komme ud og kigge på afdelingens grønne arealer i samarbejde med driften.

Habitats er eksperter i biodiversitet, og har udviklet startpakken specielt til boligafdelingerne i KAB-fællesskabet. Habitats vil lave en analyse af afdelingen under besøget og rådgive om de forskellige tiltag, som afdelingen kan gøre for at få mere vild natur. Efterfølgende skal afdelingsmødet eller afdelingsbestyrelsen træffe en beslutning om, hvilke af de konkrete tiltagder i så fald skal arbejdes videre med. 

Sidste trin i processen indebær, at der vælges, hvilke tiltag der skal udføres. I kan f.eks. sætte et mål om, at udføre to tiltag om året og derved selv vælge om I vil udføre anbefalingerne og hvornår. Der er intet krav om, at I skal.

 

Besøget fra Habitats

Besøget fra Habitats foregår ved at biologen går rundt sammen med drift- og beboerrepræsentanter og kigger på afdelingens grønne områder. Habitats ser på: 

  • Hvilke biologiske værdier der er i afdelingens udearealer
  • Hvordan afdelingens udearealer bliver driftet i dag
  • Om der er særlige områder og evt. arter

Alt dette danner grundlag for deres råd og forslag til tiltag, som er skræddersyet til afdelingen. 

Påskekonkurrence

I påsken havde vi en konkurrence, hvor man skulle på jagt efter vilde planter i sin afdeling. Her deltog beboere fra 19 af 3Bs afdelinger. Ud af de mange beboere der deltog, var der 5 der skilte sig ud, ved at have fundet flest forskellige arter planter. Stort tillykke til alle vinderne som var: 

  • Mira og Anja fra Toftegård
  • Lea og Maria fra Måløv Park
  • Lone fra Højstensgård
  • Frederikke fra Toftegård
  • Mai fra A. F. Beyersvej

Tak til alle dem der deltog i konkurrencen og gik på opdagelse i afdelingerne. Vi håber, at det har givet blod på tanden endnu mere Vild med Vilje og har inspireret til at bruge appen Inaturalist.