Hvordan får jeg hurtigst en bolig?
Der er desværre ingen genveje til at få en bolig hurtigt. Men vi har nogle råd til, hvordan du kan forkorte ventetiden.
Ventelisterne er lange på mange af vores boliger. Men du har mulighed for at forkorte ventetiden, hvis du:
- Søger bredt
- Opfylder ét eller flere fleksible kriterier
- Du allerede bor i 3B og søger bolig via intern venteliste
- Ser, om du kan bytte dig til en bolig
Søg bredt
Ventetider på boliger varierer meget alt efter, hvor boligerne er placeret. Når du klikker dig ind på en boliggruppe i boligsøgningen, kan du se den anslåede ventetid.
Hvis du søger bredt, forbedrer du dine muligheder for at få en bolig hurtigere.
Fleksible kriterier - Spring frem i køen
I nogle kommuner kan du få en bolig hurtigere, hvis du opfylder ét eller flere fleksible kriterier.
De fleksible kriterier kan fx være, at du er studerende, er i fast arbejde eller, at du i forbindelse med separation eller brudt parforhold har brug for en bolig.
Intern venteliste
Hvis du allerede bor i en af 3B’s boliger og samtidig er boligsøgende, så bliver du automatisk skrevet på den interne venteliste efter 2 år. Det giver dig bedre muligheder for at få en bolig hurtigere.
Byt dig til en bolig
Hvis du bor i en 3B-bolig, har du mulighed for at bytte dig til en anden bolig, hvis boligen er i:
- 3B
- En anden almen boligorganisation
- En almen andelsboligforening (almen boligforening, der er organiseret som en andelsboligforening, og som er omfattet af loven om almene boliger)
- En privat udlejningsejendom
Inden du bytter bolig, skal du være opmærksom på følgende:
- Du skal have tilladelse til at bytte fra den boligorganisation, du bor hos
- Ved bytning skal de normale regler for opsigelse, fraflytningssyn, istandsættelse og afregning af beboerindskud overholdes.
- Der skal skrives nye lejekontrakter og betales indskud m.m.
- Hvis du bytter til en bolig i en almen boligforening, skal du samtidig melde dig ind i organisationen og normalt også betale en mindre foreningsandel.
Det er ikke muligt at bytte med beboere, der
- Bor i ejerboliger (hus/lejlighed)
- Bor i private andelsboliger
- Har erhverv knyttet til boligen
Du kan læse mere om reglerne for boligbytte her.
Husk også, at der ikke må udbetales dusør i forbindelse med bytte.
Ansøgningsskema
Når du har fundet en, du ønsker at bytte bolig med, kan du hente et ansøgningsskema her.
Bytteregister
BL – Danmarks Almene Boliger står for en hjemmeside, hvor du kan finde andre beboere, der ønsker at bytte bolig.
Relevante henvisninger
Det er ikke alle boliger, du kan skrive dig op til i boligsøgningen. Nogle boliger udlejes via kommunen eller via CIU på www.s.dk (ungdomsboliger).
Læs mere om særlig opskrivning under de enkelte afdelinger i selvbetjeningen.
Kontakt KAB
Har du spørgsmål, kan du kontakte KAB på telefon 33 63 10 00 eller sende en mail til kontakt@kab-bolig.dk.