Opgavegrupper
Opgavegrupper er en nyere arbejdsform i 3B, der består af beboere, medlemmer i organisationsbestyrelsen og afdelingsbestyrelser samt ansatte i 3B.
Sammen skaber opgavegrupperne løsninger til gavn for hele 3B. I nogle grupper er alle repræsenterede, i andre grupper giver det mere mening, at fx kun medlemmer i organisationsbestyrelse og afdelingsbestyrelser er repræsenteret.
Opgavegrupperne er midlertidige og hurtigtarbejdende arbejdsgrupper, der opløses, når gruppen er nået frem til bud på en eller flere løsninger på konkrete udfordringer. Det er 3B's organisationsbestyrelse, der danner opgavegrupperne på baggrund af aktuelle udfordringer, og der dannes derfor løbende nye opgavegrupper.
I en evaluering blandt de seks første opgavegrupper i 3B nogensinde fortæller 94. pct., at de anbefaler at være med i 3B's opgavegrupper.
Hvorfor opgavegrupper?
Formålet med opgavegrupperne er at styrke samarbejdet mellem organisationsbestyrelsen og afdelingerne og skabe gode politiske løsninger og nyskabelse i 3B. Med 3B's opgavegrupper inviteres beboere i 3B med omkring beslutningsbordet og præger på den måde beslutninger, der har indflydelse på deres egen hverdag og alle andre beboeres hverdag.
De første opgavegrupper blev sat i søen i forbindelse med strategien '3B - Sammen mod 2020'. Opgavegruppe-konceptet videreføres og skal også bidrage til den nye strategi.
Hvordan arbejder en opgavegruppe?
Når organisationsbestyrelsen danner en opgavegruppe, udarbejder de samtidig et kommissorium til opgavegruppen. Kommissoriet beskriver, hvilken opgave eller udfordring opgavegruppen skal komme med løsninger til. Herefter sammensætter organisationsbestyrelsen opgavegruppen.
Opgavegruppen mødes typisk 3-5 gange i alt et par timer af gangen. Møderne kan være i form af workshops. Når opgavegruppen er kommet med dens bud på en løsning, sendes det videre til organisationsbestyrelsen, der så tager stilling til forslaget.
Vil du være med i en opgavegruppe?
3B's organisationsbestyrelse har løbende nye opgavegrupper på tegnebrættet.
Hvis du kunne tænke dig at være med i en opgavegruppe i 3B, kan du skrive dig på en interesseliste. Det gør du ved at sende en mail til tilmelding3b@kab-bolig.dk. Skriv i mailen dit navn, adresse, kontaktinformation, og hvad du er interesseret i at arbejde med.
Vi kontakter dig så, hvis dit interessefelt matcher en af de nye opgavegrupper. Din tilmelding til interesselisten er ikke bindende, og du kan derfor altid takke nej, hvis du bliver tilbudt at komme med i en opgavegruppe.