Beboere har selv brygget uvant beboeraktivitet op fra bunden

Den er ikke som beboerklubber er flest i den almene boligverden, men det tænker Johnny Nielsen ikke på. For ham handler det om lysten til og processen hen imod at skabe et produkt fra bunden.

Af Jakob Østergaard Nøhr

Mange beboeraktiviteter bliver båret og sat i søen af medlemmer af afdelingsbestyrelser eller boligsociale medarbejdere. I 3B’s boligafdeling Toftegård i Herlev har en gruppe beboere derimod selv lagt sved, blod og en masse penge i en noget uvant beboeraktivitet inden for den almene sektor.

Siden 2019 har Johnny Nielsen og andre øl-interesserede beboere været faste medlemmer af Toftegårdens Bryggerlaug, hvor de mødes 2 gange om måneden omkring humle, gær og malt.

- Første gang handler det om selve brygningen, der varer det meste af en dag. Jeg er her klokken 9 for at koge vand, og så kommer de andre vel en time senere. Cirka klokken 15 er vi så færdige med rengøring. 14 dage senere kommer vi igen for at hælde bryggen på flasker, siger Johnny Nielsen.

10.000 kroner fra egen lomme

Han er kontaktperson for Toftegårdens Bryggerlaug, og vi mødes i kælderlokalet, hvor de kemiske processer hver måned bliver sat i værk af laugets 8 medlemmer. Men inden der kom gang i kedler og gæring, skulle kælderlokalet gøres klar.

- Vi låner lokalet, men har selv ryddet op, sat i stand, malet, købt nye armaturer, flasker, kedler og forskellige remedier. Afdelingsbestyrelsen gav et par tusind kroner til gryder, men ellers har vi selv betalt alt. I alt har vi brugt 10.000 kroner af egen lomme til at komme i gang, lyder det fra Johnny Nielsen.

Hvert medlem betaler 100 kroner om måneden i kontingent. Pengene går til at købe malt, gær og ingredienser. Humlen klarer de selv. Den er økologisk og gror som en del af Toftegårds Vild Med Vilje-indsats.

- Det er jo sjovt, at det er vores egen humle. Den gav 200 gram det første år. Vi er spændte på at se, hvor meget det bliver i år – den gror jo helt vildt, siger Johnny Nielsen.

Overraskelse til beboerne

Det bliver til små 40 liter øl om måneden, og opgjort i timer er det nogle dyre øl, men det lægger amatør-bryggerne ikke vægt på.

- Det afgørende er glæden ved selv at have lavet det, og så er smagen bare noget helt specielt. Samtidig er det hyggeligt at stå omkring gryderne og tale om ens interesse, siger Johnny Nielsen.

Til Toftegårds sommerfest i august får resten af boligafdelingens voksne beboere også mulighed for at smage på bryggerlaugets slutprodukter.

- Jeg er spændt på, hvordan de tager imod det, og jeg tror, nogle bliver overraskede over, hvor meget smag, man kan få ved selv at gøre en indsats, siger Johnny Nielsen.

Knap tid til at smage

Han håber samtidig, at sommerfesten kan lokke fremtidige medlemmer blandt beboerne ind i lauget.

- Mange tror måske, at vi bare sidder og drikker hernede, men der er en lang proces forud. For slet ikke at tale om desinficering og rengøring. Vi smager selvfølgelig på en tidligere bryg, men vi har ikke tid til kun at drikke øl – det stadie er vi for øvrigt også for gamle til. Det handler om proces og smag, lyder det fra Johnny Nielsen.

Toftegårdens Bryggerlaug har eksisteret i 3 år.

Topbillede: Johnny Nielsen og resten af Toftegårdens Bryggerlaug har selv ryddet op, ordnet fugt og sat i stand i et af Toftegårdens kælderlokaler. Foto: Jakob Østergaard Nøhr