Madfællesskab i skæve boliger

Hjemløseorganisationen WeShelter vil i samarbejde med KAB og Københavns Kommune reducere ensomhed og social isolation blandt beboerne i skæve boliger ved at etablere nye madfællesskaber.

Af Mette Winding Top

Udsatte beboere i skæve boliger har sociale og psykiske udfordringer, der gør, at de har svært ved at få et godt liv i almindelige boliger. Samtidig har mange af beboerne svært ved at tage del i samfundets fællesskaber.

Derfor har organisationen WeShelter, med støtte fra TrygFonden, stiftet projektet ’Livsglæde i skæve boliger’, som går ud på at etablere og udvikle sociale madklubber i skæve boliger i København – blandt andet i Boligforeningen 3B’s nye afdeling på Kongelundsvej.

I madklubberne tilbereder og spiser de udsatte beboere et sundt og nærende måltid sammen med frivillige en aften om ugen. Målet er, at beboerne i de skæve boliger både vil få en bedre livskvalitet og blive bedre rustet til at deltage i andre positive og meningsfulde fællesskaber.

’Livsglæde i skæve boliger’ gennemføres over en toårig projektperiode i tre forskellige afdelinger med skæve boliger i København. Lige nu rekrutteres der frivillige til projektet, og efter sommerferien forventes de første madklubber at finde sted.

Topbillede: Sådan ser 3B's nye skæve boliger på Kongelundsvej ud.