Første 3B-afdelinger med i indkøbsportalen

Med KAB-Fællesskabets nye indkøbsportal skal der ikke kun spares penge. - Der spares også mange timer i, at de lokale medarbejdere ikke skal ud for at afsøge markedet eller køre ud for at handle, siger Henrik Thorenfeldt, formand for 3B’s Driftsudvalg.

Af Jakob Østergaard Nøhr og Marianne Svolgaard

Den 8. november 2023 har potentiale til at stå som en milepæl for de ansatte i 3B’s boligafdelinger. Det var dagen, hvor de ansatte i 3B’s driftsområde A (Ballerup, Måløv og Taastrup) tog KAB’s nye indkøbsportal i brug.

- Vi har ikke været i gang så længe, men indtil nu er det gået godt. Og medarbejderne kan jo sagtens se det fornuftige i kun at handle ét sted. De har taget godt imod det, siger Simon Bødker, driftschef for driftsområde A.

I forbindelse med den nye indkøbsportal har hårde hvidevarer, VVS-artikler og batteridrevet have- og håndværktøj har været i udbud, mens rens og vask af containere og arbejdstøj er på vej.

Besparelser: 20, 25 eller flere procent

- Det er rigtigt dejligt, at vi endelig er kommet i luften med indkøbsportalen, hvor vi skal foretage vores indkøb fremover, for der er mange penge at spare. Der spares også mange timer i, at de lokale medarbejdere ikke skal ud for at afsøge markedet eller køre ud for at handle - timer der kunne have været brugt på de primære opgaver, lyder det fra Henrik Thorenfeldt, der er formand for 3B’s Driftsudvalg.

3B’s driftsområde A kom med i indkøbsportal sammen med 4 mindre boligselskaber i KAB-Fællesskabet. Inden da havde Stenløse-Ølstykke Boligforening – også en del af KAB-Fællesskabet – testet indkøbsportalen siden foråret.

- Vi har opnået besparelser på 20-25 % på hårde hvidevarer og endnu mere på VVS-artikler. Og så er den nye indkøbsportal meget nemmere at bruge end den tidligere, mere intuitiv, konstaterer Steen Carlsson, kundechef for Stenløse-Ølstykke Boligforening.

Sammen står vi stærkest over for leverandørerne

Besparelser og selve brugen af indkøbsportal er også 2 af Henrik Thorenfeldts fokuspunkter.

- Det er vigtigt for 3B, at der er bliver fulgt op på brugen, priserne, medarbejdernes oplevelse og ikke mindst set på nye områder og produkter, der kan være relevante at få med i indkøbsportalen, siger han og forventer, at noget af indkøbsportalens udbud også kan købes direkte af beboerne på tidspunkt ude i fremtiden.

I første omgang handler det dog om at få udbredt indkøbsportalen.

- Jeg glæder mig til at se flere tal for besparelserne – både i kroner og øre men også i frigivne mandetimer. De tal skal vi bruge til at udbrede budskabet om indkøbsportalen, så vi kan få alle i KAB-Fællesskabet med, for der er ingen tvivl om, at vi er stærkest over for leverandørerne, når vi er flest mulige, der står sammen, slutter Henrik Thorenfeldt.