Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken flere gange. Eller opsætning af ladestandere. Derfor var byggeudvalget i boligafdelingen Højstensgård inviteret til markvandring hos kollegerne i boligafdelingen Hjortegården.
Begge boligafdelinger ligger i Herlev, og sidstnævnte har netop givet parkeringspladser en overhaling samtidig med, at der blev installeret 46 dobbelte ladestandere. Højstensgård står netop over for at renovere og anlægge nye parkeringspladser med 20 dobbelte ladestandere.
- Ladestandere er et forholdsvist nyt område, som de færreste har sat sig ind i. Derfor var det oplagt at søge inspiration og viden fra en lignende case, og sådan en havde vi blot et par kilometer fra Højstensgård og tilmed i eget regi i Hjortegården. Og vi ser jo rigtig gerne, at beboerdemokraterne deler deres erfaringer med hinanden, lyder det fra Mikkel Selander, der er driftschef for begge boligafdelinger og gerne ville hjælpe beboer-til-beboer-kommunikationen på vej.
Møde i mørket
Markvandringen var midt i november, så lommelygter, pandelamper og en enkelt arbejdslampe var fundet frem.
- Det er en rigtig god idé at mødes og lære af hinanden, så vi bliver opmærksomme på bestemte ting eller ikke laver samme fejl. Allerede nu har vi set nogle markeringssten til parkeringspladserne her i Hjortegården, som ikke kan ses i mørket, siger Leif Lange, der er en del af byggeudvalget i Højstensgård, hvor projektet med parkeringspladser og ladestandere ses som fremtidssikring.
- Man kan godt være imod flere parkeringspladser, fordi man ikke vil øge bilismen, men vi har brug for lidt flere for blandt andet at tiltrække nye – og måske yngre – beboere. Folk skal kunne passe et arbejde, og det kræver nogle gange en bil, hvis der også skal afleveres og hentes børn i en institution. Samtidig kommer der flere og flere elbiler, og dem skal vi selvfølgelig give plads til. De er jo fremtiden. Derudover er vores nuværende p-pladser for smalle, så vi hører desværre om en del ridsede biler, fortsætter han.
Sikker og hurtigere proces
Fælles for Hjortegården og Højstensgård er, at begge boligafdelinger har brugt den samme eksterne rådgiver inden for ladestandere, som 3B har kontakt til. Rådgiveren var også med på markvandringen, men det var især Hjortegårdens egne beretninger, der var i fokus.
- Direkte efter markvandringen havde byggeudvalget i Højstensgård et møde, hvor erfaringerne fra Hjortegården var en stor hjælp. De kom hurtigere frem til løsninger for deres eget projekt og var i det hele taget meget konkrete, så projektet kan komme sikkert videre, siger serviceleder Tobias D. Larsen.