Ny lydvandring bringer litteraturen til 3B-boliger

Med en ny, gratis lydvandring bliver lytterne introduceret for nærværende fortællinger fra Amager gennem de seneste 100 år med alt fra Rifbjergs Amagerbrogade til Morten Papes Urbanplanen.

Af

Forfatter, underviser og podcaster Mette Post Riggelsen har været en tur på Amager for at finde både klassisk og moderne Amager-litteratur. Det har hun sat sammen til lydvandringen Amagerfortællinger, hvor du kommer på en rejse gennem øens litteraturhistorie på over 100 år.

Under gåturen, som kommer forbi Klaus Rifbjergs Sundby og Amagerbrogade, kommer vi også igennem 1990'ernes Urbanplanen med Morten Pape og 2010'ernes Hørgården med Haidar Ansari. De to forfattere tegner et billede af deres kvarterer i en tidslomme, som engang var, og hvor meget har ændret sig siden.

- Vi er glade for, at Mette Post Riggelsen med sin podcast inviterer folk ind i området, så de får et historisk blik på området, men også at de kan få nedbrudt nogle af de fordomme, som stadigvæk findes derude, siger Julie Abitz, der er leder af den boligsociale helhedsplan Amagerplanen.

Tager knap to timer

Det kan anbefales at tage turen til Amager og høre Amagerfortællinger med egne høretelefoner. Det eneste, det kræver, er tid, en mobiltelefon, som kan gå på nettet, og lysten til at udforske. Turen varer sammenlagt cirka to timer - men den kan også tages i bidder.

- Jeg er superstolt af det her projekt og glæder mig til, at det skal ud og leve, lyder det fra Mette Post Riggelsen selv.

Det samme er følelsen i Amagerplanen.

- Det kan vi godt forstå, for det er helt klart en oplevelse værd, fastslår Julie Abitz, som glæder sig over, at der nu er endnu et godt kulturtilbud i Urbanplanen, som har lige knap 2.400 boliger.