Valg af repræsentanter til 3B’s repræsentantskab
Hvert år kommer der nu valg af repræsentanter til 3B’s repræsentantskab på dagsordenen, når der indkaldes til de mange afdelingsmøder i 3B-land. På den måde bliver beboerdemokratiet endnu mere synligt.
- Når vi får valg af repræsentanter på dagsordenen til afdelingsmøderne, tror jeg også, det åbner beboerdemokratiet op for flere beboere. Nogle interesserer sig måske for beboerdemokratiet men synes, det er for stor en mundfuld at sidde i afdelingsbestyrelsen. De kan nu få en mulighed for at blive repræsentanter og dermed komme med på 3B’s årlige repræsentantskabsmøde. Der ender de måske endda med at få smag for det demokratiske arbejde og stiller op til afdelingsbestyrelsen ved næste afdelingsmøde, siger Dennis Trier, næstformand for Boligforeningen 3B.
Han ser derfor ikke blot det nye punkt på dagsordenen som en måde at gøre beboerdemokratiet mere demokratisk.
- Jeg tror på, at det også kommer til at fungere som rekruttering til afdelingsbestyrelserne rundt omkring. Og det har været en udfordring flere steder de seneste mange år, siger Dennis Trier.
Næste skridt for Generationernes Byhus
3B har nu skrevet under på en aftale med By & Havn om at købe grunden, hvor Generationernes Byhus skal bygges i Ørestaden. Der er samtidig indgået en totalentrepriseaftale med Byggepartnerskabet &os.
- Lige nu er der ikke nogen håndværkere i gang med at bygge nye 3B-boliger – hovedsageligt på grund af materialepriserne, der jo er skudt i vejret. Det er mildt sagt en underlig situation, at vi ikke bygger nyt og ikke har gjort det i et stykke tid, så det har været forløsende at se de nye aftaler blive skrevet under, siger Iris Gausbo, formand for 3B.
Entreprenørmaskinerne står dog ikke klar til at rulle ind på den tomme grund på Asger Jorns Allé i Ørestaden lige med det samme. Efter planen begynder byggeriet i august 2024, og de 118 nye boliger skal stå klar til indflytning i november 2026.