Det er ikke et ukendt fænomen, at fremmødet på afdelingsmøder på plejecentre i den almene sektor kan være lig med eller tæt på nul. Det betyder samtidig, at beboerne ikke er med i afdelingsbestyrelsen – i bedste fald sidder der en pårørende.
- Jeg har været steder, hvor der ikke sidder nogen (til afdelingsmødet, red.) af dem, det egentlig handler om. Det er trist, lyder det fra Iris Gausbo, formand for Boligforeningen 3B.
Hun understreger, at pårørende også er velkomne i en afdelingsbestyrelse for almene plejecentre og bosteder. Men pårørende er også en sjældenhed.
En hel bestyrelse
Derfor satte hun sig for – sammen med den lokale driftschef – at gøre noget mere ud af årets afdelingsmøde på Plejecentret Hørgården på Amager.
- Det endte med en pianist og nogle gamle, kendte sange. Og det gik jo helt fantastisk. Vi fik valgt en hel bestyrelse med beboere og pårørende. Sidste år dukkede der ikke en eneste op til afdelingsmødet, lyder det fra Iris Gausbo efter afdelingsmødet i Plejecentret Hørgården, hvor 11 beboere og 3 pårørende fandt vej til plejecentrets spisesal.
3 beboere blev valgt – blandt andre en til formandsposten – mens 2 pårørende blev valgt til de 2 sidste pladser i afdelingsbestyrelsen. Blandt andet derfor, vil Iris Gausbo gerne gentage dagens arrangement andre steder i 3B.
- Jeg synes, det er noget, vi skal gøre mere af. Uanset om der kommer beboere eller pårørende, skal vi gøre mere, for vi har som 3B en forpligtigelse over for beboerne. De er stadig beboere i 3B, selvom plejecentret bliver kørt af andre, siger hun med en fasthed i stemmen.
Stadigvæk 3B’ere
Hun forestiller selv, at arrangementet med pianist og gamle sange kan gentages et par gange, og derefter kan der aftales et format for fremtidens afdelingsmøder på plejecentre og lignende.
- Uanset hvordan vi vender og drejer det, så har nogen af disse beboere måske boet i en anden 3B-bolig tidligere i livet – og betalt husleje. Hvilket de også stadig gør, så der er ikke noget forgjort i at gøre lidt ekstra ud af deres afdelingsmøder, selvom nogle af beboerne måske blot kom for det sociale aspekt, slutter 3B’s formand.