Åben Byggeplads med "Danmarks ældste boligafdeling"

Det nye arrangement skulle komme utryghed og utålmodighed til livs i 3B’s største boligafdeling.

Af Maja Lundager Pedersen

Det er fredag eftermiddag i marts. Det regner, og håndværkerne, der arbejder på at forny den centrale byggeplads i 3B’s boligafdeling Folehaven i Valby, har for længst fået fri. Men én lille gravko graver stadig på livet løs.

Områdets beboere er nemlig inviteret til Åben Byggeplads af Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning, entreprenøren Sven Bech A/S og den boligsociale helhedsplan Mit Kvarter, og byggefagsleder Johnny Nielsen har lovet alle interesserede børn at prøve kræfter med den lille gravko – på forsvarlig vis selvfølgelig. Der viser sig at være mange interesserede, så til spørgsmålet ’hvad tog du med sig fra dagen?’, udbryder Johnny Nielsen prompte:

- Jeg var træt!

Han griner godmodigt og fortsætter:

- Ej, men børnene skulle jo have en god dag. Og vi vil rigtig gerne involvere naboer. Det skaber et godt arbejdsmiljø.

Helhedsplan er ansigtet over for beboerne

På det ene byggehegn præsenterer seks stolte juniorfotografer en række farverige portrætter og nærbilleder fra kvarteret. De er taget i samme ånd som dagens arrangement – at skabe tryghed og lokalt ejerskab over de fysiske forandringer, der lige nu finder sted i Folehaven.

Udstillingen er initieret af den boligsociale helhedsplan Mit Kvarter. Her ved man nemlig, at lige så meget potentiale og forventningsglæde, der kommer med store fysiske renoveringer, lige så meget utryghed og utålmodighed kan der også opstå. Derfor er de begejstrede over det gode samarbejde, der har været med både kommune og entreprenører om Åben Byggeplads-arrangementet.

- Det er fuldstændigt essentielt at samarbejde tæt på tværs af det sociale og det fysiske. At vi kan stå som en samlet flok på en dag som i dag skaber vished hos beboerne om, at vi koordinerer og arbejder helhedsorienteret i deres område, fortæller Maja Lundager Pedersen, kommunikationsansvarlig i den boligsociale helhedsplan Mit Kvarter.

Begejstringen deler hun med Johnny.

- Jeg havde ikke regnet med, at der kom så mange mennesker. Det er første gang, jeg holder sådan et arrangement. Og jeg har ellers kun arbejdet 50 år i branchen, siger han med et blink i øjet.

”Danmarks ældste boligafdeling”

Under en fugtig pavillon udsmykket med et umage mix af farverige boligsociale vimpler og blå paraplyer med entreprenørlogoer er en stor flok voksne i outdoor-tøj samlet. De kommer fra nær og fjern for at høre om et helt specielt fund, arkæologer fra Københavns Museum er stødt på under udgravningerne på pladsen: et af de mest velbevarede huse fra jernalderen, der er fundet i Københavnsområdet.

Og på mange måder binder dagens arkæologiske indslag en smuk krølle på dagen. Folehaven har dannet rammerne om menneskers liv igennem årtusinder, og denne dag i marts fejrer de nulevende beboere både det der har været, og det der kommer.

Om byggeprojektet

Det centrale byrum i 3B’s boligafdeling Folehaven, i folkemunde kaldet ”Byggeren”, er i fuld gang med at blive nyanlagt som en del af Københavns Kommunes områdefornyelse. Byggeren har været Folehavens hjerte i årtier. Her plejer børn, voksne og ældre at samles til områdefester, leg og en lille pause i det fri.