3B’s organisationsbestyrelse reduceres med 2 medlemmer
De 2 pladser som særligt udpegede medlemmer af 3B’s organisationsbestyrelse sløjfes efter repræsentantskabsmødet i juni 2025. Det er resultatet af en afstemning på det ekstraordinære repræsentantskabsmøde den 27. november.
Det er organisationsbestyrelsen selv, der har stillet forslaget om at afskaffe de særligt udpegede medlemmer. Organisationsbestyrelsen vil i stedet hellere løbende vurdere, om der er behov for ekstern bistand og sparring i forhold til særlige drøftelser og håndtering af konkrete problemstillinger. Derudover vurderer organisationsbestyrelsen, at færre medlemmer samtidig kan bidrage til hurtige og smidige beslutningsprocesser samt et tæt samarbejde i organisationsbestyrelsen.
Efter det ordinære repræsentantskabsmøde i juni 2025 vil 3B’s organisationsbestyrelse bestå af 11 medlemmer – inkl. formand og næstformand – imod 13 i dag.
Udlejningsaftale med Københavns Kommune
3B har indgået en ny udlejningsaftale med Københavns Kommune. Den skal sikre en varieret og socialt bæredygtig beboersammensætning, så for eksempel den kommunale anvisning ikke løber løbsk i den enkelte boligafdeling.
Samtidig udpeger udlejningsaftalen bestemte boligafdelinger, hvor der – udover kommunal anvisning – kun kan lejes ud efter fleksible kriterier. Det drejer sig om boligafdelingerne i Urbanplanen på Amager, Folehaven i Valby og Vestergårdsvej i København Nordvest.
Det enkelte fleksible kriterie kan være forskelligt fra boligafdeling til boligafdeling. Kriterierne bliver endeligt fastlagt på en måde, hvor de bedst kan hjælpe med, at et samlet boligområde kan slettes fra regeringens sorte bog over forebyggelsesområder.
Udlejningsaftalen handler blandt andet også om intern oprykningsret, hvem der kan søge AlmenBolig+ og fortrinsret for børnefamilier til store boliger.