3B fejrede grundloven

Grundlovsdag i Boligforeningen 3B bød på både taler, hoppeborg og højt humør – og masser af beboerengagement i hele Storkøbenhavn.

Af Emil Mørk

For tredje år i træk blev grundlovsdag markeret i Boligforeningen 3B. Igen i år skabte beboere og boligafdelinger en særlig dag fyldt med fællesskab, aktiviteter og demokratiet i centrum. I boligafdelingerne var der masser af engagement og kreative idéer til fejringen.

I Herlev gik boligafdelingerne Hedelyngen, Teglværkshaven, Højstensgård og Søagerpark sammen om et festligt arrangement. Her blev dagen fejret med popcorn, slush ice, madvogn og ikke mindst en hoppeborg. Programmet bød på taler fra Laura Hilleberg fra Konservativ Ungdom, 3B’s egen formand, Iris Gausbo, og Herlevs borgmester, Marco Damgaard, som holdt årets officielle grundlovstale. Herlev Musikskole stod for musikalske indslag, som gæsterne senere kunne nyde maden til.

I boligafdelingen Lønstrupgård, der fejrede dagen sammen med Hvidbjergvej, var fremmødet stort. Her havde beboerne selv tilrettelagt et gennemført program. Dagen begyndte med en hjemmelavet buffet, som frivillige beboere selv stod bag. Senere blev der serveret flotte kagemænd og andet velsmagende bagværk. For de mindste og de kreative sjæle var der masser at give sig til: kreative værksteder med blomsterflet, hyggelige brætspil og stangtennis i fælleshaven.

Også hos Remisevænget Nord og flere andre boligafdelinger blev dagen markeret. Fælles for dem alle var det store engagement og de mange ildsjæle, der lagde kræfter i at skabe en særlig dag med plads til fællesskab, samtale og nærvær.

En ny tradition tager form

I 2023 blev Grundlovsdag gjort til en officiel mærkedag i 3B, og boligforeningen tilsluttede sig samtidig det landsdækkende initiativ Grundlovsfesten, der har til formål at styrke fejringen af demokratiet – med særligt fokus på børns demokratiske dannelse.

Hos 3B er fejringen oplagt. Den almene boligsektor hviler på et solidt, demokratisk fundament, hvor beboervalgte spiller en central rolle. Grundlovsdag er en naturlig anledning til at styrke den demokratiske samtale og fejre de rettigheder og det fællesskab, som grundloven muliggør – retten til at tænke frit, tale frit og mødes frit.

Når vi fejrer grundloven lokalt, bliver det tydeligt, at demokratiet ikke kun lever i stemmeboksen, men også i gården, i fælleshuset og i hverdagen. Her bliver grundloven ikke kun et dokument med rettigheder men også en påmindelse om vores fælles ansvar for at engagere os.

Tak for indsatsen

En stor tak skal lyde til alle, der var med til at gøre dagen særlig – og med til at holde beboerdemokratiet levende og nærværende på tværs af 3B’s boligområder.