Blomsterjagt i Toftegård

Beboere fra 3B var den 13. september på spændende blomsterjagt i vores boligafdeling Toftegård i Herlev for at finde blomsterfrø.

Af Stefan Rundstrøm

En dag i biodiversitetens navn

Specialkonsulent Sara Berg havde sørget for croissanter og kaffe til de morgenfriske 3B-beboere ved fælleslokalet i Toftegård i Herlev.

De fremmødte børn og voksne skulle på en tur rundt i boligafdelingen, som har arbejdet meget med biodiversitet. Her skulle beboerne se på blomster og insekter. Der blev både samlet blomsterfrø til haven eller altankasserne, og insekter blev fanget i små glas, så man kunne se de små kryb helt tæt på.

I Toftegård har arbejdet med biodiversitet resulteret i, at der i nogle områder er kommet egne plantearter frem, mens der også er blevet plantet nye arter.

Alle beboere fik en flyer med hjem, hvor der står lidt om, hvordan man samler blomsterfrø derhjemme, og hvad man særligt skal kigge efter.

Sara Berg viste også beboerne rundt i de grønne områder og fortalte om vigtigheden af indretningen af disse, herunder kvashegn og afskærmning.

Dagen sluttede af med, at de fremmødte kiggede på, hvilke blomsterfrø de havde samlet. Derudover var der præmieoverrækkelse til børnene for flest indsamlede insekter.

Vi takker de fremmødte beboere for en rigtig god dag.