Lørdag den 31. januar 2026 summede KAB-huset af glade ansigter, snak og gensyns-kram. Fællesskabsdagen for 3B’s afdelingsbestyrelsesmedlemmer var endnu engang en dag fuld af energi, refleksion og ærlig dialog om, hvor 3B er på vej hen.
Et af dagens højdepunkter var oplægget fra Meik Wiking fra Happiness Research Institute om Realdanias undersøgelse; Vores Livskvalitet.
Et centralt budskab handlede om, hvordan relationer i alle varianter løfter livskvaliteten. Hvordan et simpelt ”hej” i opgangen kan gøre en verden til forskel. For jo mere vi hilser, nikker og anerkender hinanden i hverdagen, jo mere føler vi os hjemme. Og jo højere bliver livskvaliteten.
Boligforenings-arbejde styrker livsglæden
En vigtig pointe i oplægget var, at frivilligt arbejde kan styrke livsglæden – men ikke alt frivilligt arbejde gør det. Det skal opleves meningsfuldt. Og undersøgelserne viser, at det at være aktiv i sin boligforening faktisk løfter livskvaliteten.
Jannie Mansaray, medlem af afdelingsbestyrelsen fra Tranehavegård, oplevede fællesskabsdagen som inspirerende:
- Det, at høre andre bestyrelser komme med input, gør at man åbner op for sine egne ideer. Det kan godt være, at vi ikke altid er helt enige, men i det store hele, så synes jeg, vi har en kæmpe opbakning fra hovedbestyrelsen.
Video fra Fællesskabsdagen
På fællesskabsdagen blev der filmet en video om, hvad det frivillige arbejde betyder for medlemmer af afdelingsbestyrelserne.
Se videoen her: Fællesskabsdag
I videoen kan du se stemningsbilleder fra dagen og møde tre afdelingsbestyrelses-medlemmer, der fortæller lidt om, hvad de gør i det daglige for at forbedre relationerne i deres afdelinger.
Relationer betyder alt
De gode relationer gavner også beboerdemokratiet. Det er nemlig nemmere at få beboere til at engagere sig hverdagsdemokratiet, når invitationen kommer fra én, man kender. Dette blev diskuteret i workshoppen om Nærværende hverdagsdemokrati, der blev afholdt efter oplægget.
I workshoppen om Nærværende drift stod det klart, hvor meget smilet og den positive tilgang betyder – også når opgaverne er svære at løse. Den gode serviceoplevelse starter i mødet mellem mennesker.
Hvordan skal 3B være i fremtiden?
Et vigtigt formål med dagen var at få afdelingsbestyrelsernes besyv med i opdateringen af 3B's strategi – et arbejde, som organisationsbestyrelsen satte i gang i efteråret 2025.
- Det var dejligt at opleve, at så mange bakkede op om Fællesskabsdagen, for det er så vigtigt at få alles input med i arbejdet med at definere, hvordan 3B skal være i fremtiden, fortæller formand for organisationsbestyrelsen, Iris Gausbo, der selv fik delt krammere ud på dagen.
Hun anerkender, at beboerdemokrati er svært, og at tingene ikke bare løses med et ”hej” i opgangen:
- Vi i 3B’s organisationsbestyrelse lytter opmærksomt til både de gode og de mindre gode erfaringer. Vi har nemlig en fælles ambition om at gøre 3B til et fantastisk sted at bo og være en del af.
Om Fællesskabsdagen
-
Fællesskabsdagen er en årligt tilbagevendende begivenhed, der samler afdelingsbestyrelserne på tværs af 3B's områder.
-
Det er en dag med fagligt indhold, åben debat og mulighed for erfaringsudveksling på tværs af afdelingerne.
-
I år deltog omkring 50 afdelingsbestyrelses-medlemmer samt organisationsbestyrelsen, der var værter på dagen. Det er det højeste deltagerantal for Fællesskabsdagen.
En boligforening med hjerte, ansvar og ambition
3B’s strategi får en ’makeover’, så den peger ind i fremtiden.
Der arbejdes med fire strategiske indsatser under disse overskrifter:
-
Sund økonomi
-
En aktør i samfundet
-
Stærke hverdagsfællesskaber
-
Nærværende service
Arbejdet med at sætte de sidste punktummer i den nye strategi fortsætter i den kommende tid, og herefter følger en plan for at få indsatserne til at leve.