Genbrug af træmoduler kan skabe nye, almene boliger

AKB, København og Boligforeningen 3B går forrest i udviklingen af bæredygtige løsninger

Af Louise Bendixen

I en tid med stigende pres på både klima og boligmarked undersøger AKB, København og Boligforeningen 3B nye veje til at skabe flere betalbare, almene boliger. Sammen med KAB og CPH Village er de gået forrest i et projekt, der dokumenterer, hvordan eksisterende modulbyggede træboliger kan genbruges og omdannes til nye formål – og dermed blive et reelt alternativ til nedrivning og nybyggeri. Undersøgelsen viser, at transformation af træmoduler kan levere boliger og fællesfunktioner af høj kvalitet, samtidig med at ressourceforbrug og CO₂‑udledning reduceres markant.

Vi skal arbejde sammen for bæredygtigheden

For både 3B og AKB, København handler projektet om at tage et aktivt ansvar for byens udvikling og gå forrest med løsninger, der både er sociale, økonomiske og miljømæssige.

Iris Gausbo, formand i 3B Boligforening påpeger vigtigheden i udvikle løsninger i fællesskab for at sikre betalbare og bæredygtige boliger til beboerne:

- Vi er i 3B stolte af at være med i dette spændende projekt, der puster nyt liv i gamle træmoduler. Det er et vigtig skridt på vejen mod mere bæredygtige løsninger i den almene sektor, og vi forstår, hvor vigtigt det er, at vi arbejder sammen for at skubbe på den vigtige dagsorden.

Fra træmodul til fælleshus i Herlev

Teglværkshaven i Herlev har fungeret som case for arkitekterne og ingeniørerne, hvor to træmoduler fra en midlertidig bebyggelse i Cph Village genbruges som et nyt fælleshus med orangeri – og samtidig er det midlertidige landskab omkring dem tænkt som en ressource i sig selv. Træer, buske, belægninger og regnvandsløsninger er designet, så de enten kan flyttes med eller fortsat bruges på stedet.

Erfaringen viser, at man ved at plante tæt, håndtere regnvand lokalt og forbedre jordens kvalitet allerede i den midlertidige fase kan skabe værdier, der let kan videreføres til den permanente løsning. På den måde bliver både bygninger og landskab til langsigtede investeringer og en del af en cirkulær tilgang til byudvikling.

Hurtigere, grønnere og mere betalbare boliger

Udover Herlev har kunstnerboliger i Bellahøj og familieboliger i Jernbanebyen været cases i projektet, der åbner for helt nye måder at skabe flere almene boliger på. Søren‑Emil Schütt, næstformand i AKB, København, ser optimistisk på potentialet i at transformere eksisterende moduler til nyt:

- Hvis det kan lykkes at skabe betalbare kvalitetsboliger hurtigt og med god skalerbarhed og samtidig gøre det inden for jordens planetære grænser, så er det for os et helt rigtigt projekt, og den slags vil vi gerne mere af i fremtiden.

Video med arkitekt bag projektet

Hør arkitekt og partner Thomas Høvsgaard Vejsnæs fra Krydsfelt fortælle om, hvordan de har arbejdet med transformerede moduler i Teglværkshaven.

Se videoen her: Krydsfelt: Herlev (Transformation af træmoduler)

Viden, der deles med hele sektoren

Al den viden, der er skabt i projektet – tegninger, analyser, beregninger og cases – er frit tilgængelig. Det betyder, at andre almene boligorganisationer, kommuner og private udviklere kan bygge videre på resultaterne.

Materialet findes her: www.kab-bolig.dk/transformation-af-traemoduler