Modtag festpakke og op til 5.000 kr. til jeres grundlovsfest

I år udsender BL en gratis festpakke til alle boligafdelinger, der gerne vil fejre grundlovsdag. Pakken indeholder et væld af aktiviteter og materialer, der sætter gang i festen for børn og voksne. Samtidig kan I også søge ekstra midler til festen fra 3B’s grundlovspulje.

Af Anna Mølbeck Olrik

Modtag festpakke og op til 5.000 kr. til jeres grundlovsfest

Den 5. juni afholder mange boligafdelinger grundlovsarrangementer, hvor naboer mødes over grillmad eller lokal streetfood for at fejre demokratiet i det lune sommervejr. Med BL’s gratis festpakke bliver det endnu nemmere at planlægge et arrangement, der bringer mennesker sammen i jeres afdeling. Pakken indeholder nemlig mange af de ting, der skal til for at skabe en god og mindeværdig grundlovsfejring.

Masser af aktiviteter

I pakken finder du materialer til aktiviteter som banko, fællessang og grundlovsquiz, der kan åbne op for gode snakke om, hvad fællesskab og demokrati betyder for jer. Mange af aktiviteterne er i børnehøjde, så de yngste i jeres afdeling også kan lære deres rettigheder at kende. Derudover sørger pakken for alt fra plakater til pynt – og I får endda en komplet drejebog fyldt med tips til, hvordan I finder det rigtige sted og får naboerne med til festen.

Næste skridt

Har du lyst til at holde grundlovsfest i din boligafdeling? Det første skridt på vejen mod en god fest er at tage fat i din afdelingsbestyrelse, din nabo eller andre ildsjæle i afdelingen og høre, om de ikke vil være med til at planlægge et hyggeligt arrangement sammen. Bor I tæt på en anden afdeling, kan I også slå jer sammen og holde én stor fest.

Festpakken kan bestilles ved at udfylde formularen senest d. 9. april 2026: Bestil en festpakke til jeres grundlovsfest. Mange af materialerne kan allerede nu downloades fra BLs hjemmeside. Festpakken udsendes cirka en måned inden grundlovsdag.

Søg 5.000 kr. til festen

Som beboer i 3B kan du supplere festpakken ved at søge op til 5.000 kr. til aktiviteter og arrangementer i forbindelse med grundlovsdagen. Tidligere har afdelinger fået støtte til bl.a. fællesspisning, ballonkunst og leje af hoppeborg.

For at søge midlerne skal du sende en mail til kundecenter3b@kab-bolig.dk med “Grundlovsfest” i emnefeltet. Husk at beskrive, hvad I søger støtte til. Fristen for ansøgningen er senest d. 29. april og I får svar senest d. 8. maj.

Få inspiration til, hvordan I kan holde grundlovsfest i 3B her: https://www.3b.dk/nyheder/2025/du-kan-vaere-med-til-at-fejre-folkestyret