Nyt boligsocialt korps skal øge trivslen i 3B

Boligforeningen 3B styrker det boligsociale arbejde med oprettelsen af et nyt boligsocialt korps. Linda Liebst og Mette Nisgaard skal understøtte trivsel blandt beboerne i samarbejde med afdelingsbestyrelserne. Mød dem her.

Af Louise Bendixen

Kemien er god mellem de to nye medarbejdere, Linda Liebst og Mette Nisgaard, der fra starten af maj i år er at finde i henholdsvis KAB-Huset og rundt i omkring i 3B’s boligafdelinger.

”Vi matcher hinanden godt,” lyder det samstemmigt fra de to nye korps-medlemmer, der har en stor og bred erfaring med i bagagen.

Brede erfaringerne ud

Det Boligsociale Korps vil samarbejde aktivt med beboerdemokratiet, aktive beboere, medarbejderne i driften samt lokale aktører for at igangsætte konkrete tiltag, som skal understøtte trivslen blandt beboerne og skabe varige forbedringer i fællesskab og naboskab.

Formand for organisationsbestyrelsen i 3B, Iris Gausbo, glæder sig over satsningen:

”Vi er glade for at byde to dygtige boligsociale medarbejdere velkommen i 3B. Vi ved, at en investering i det boligsociale arbejde har en god og dokumenteret effekt på fx beskæftigelse og forebyggelse af kriminalitet og ensomhed i de områder, hvor vi allerede har indsatser. Det glæder vi os til at brede ud til vores øvrige afdelinger.”

Hjælp til at finde vej i junglen

Linda Liebst er et kendt ansigt i Ballerup Kommune, hvor hun hidtil har været teamleder for forebyggelse af kriminalitet og tryghed.

”Jeg har haft ekstremt meget samarbejde med boligforeninger - altså fra kommunevejen. Jeg kender indgangene til kommune, politi og psykiatri og kan hjælpe med at finde rundt i den jungle, det kan være,” siger Linda, der glæder sig til at komme ud og møde beboerne.

”Jeg har savnet at komme tættere på mennesker og fællesskaber og arbejde med, hvordan vi kan forebygge, før tingene går galt. Det tiltaler mig sindssygt meget.”

Med ind i maskinrummet

Mette Nisgaard kommer med en baggrund som billedkunstner og som boligsocial medarbejder hos NørreBrobyggerne. Her har hun blandt andet været en af frontløberne på projektet Til Vægs i Lundtoftegade, der handlede om at bringe kunsten ind i det almene, offentlige rum.

Hun ser frem til at sætte de kunstneriske erfaringer i spil som boligsocial medarbejder. Fx gennem inddragelse af beboere, som hun har erfaring med fra tidligere.

”Vi trak beboerne helt ind i maskinrummet, så de altid var med til at bestemme, hvad der skulle foregå i deres egne opgange.”

Sociale markvandringer

Det kribler i Linda og Mette for at komme i gang med arbejdet, og til at drage nytte af alt det gode boligsociale arbejde, der allerede finder sted i 3B og andre boligforeninger og brede det ud til de områder, der ikke har indsatser.

”Blandt andet skal vi ud og arbejde med et koncept, der hedder sociale markvandringer, hvor vi skal kortlægge, hvilke ressourcer der ligger i og umiddelbart omkring boligområderne,” fortæller Mette Nisgaard.

Lytte, se og fornemme

”Først og fremmest skal vi lytte og se og fornemme. Vi skal høre, hvad beboerne har lyst til, der skal ske i deres boligområder, og hvad de synes kunne være en spændende udvikling, så de får det bedst mulige sted at bo,” understreger Mette.

”Men vi kan jo ikke være over det hele, så vores vigtigste opgave er at facilitere nogle boligsociale tiltag og sætte folk sammen på tværs af boligområder, som kan lære af hinandens erfaringer,” konkluderer Linda.

Vil du vide mere om indsatsen kan du tage fat i Mette og Linda direkte på: metla@kab-bolig.dk (mobil: 61347886) og linli@kab-bolig.dk (mobil: 51332966).

Fakta om korpset:

  • Boligforeningen 3B har besluttet at etablere det boligsociale korps som en tværgående indsats, der skal hjælpe og aktivere boligforeningens arbejde med at løfte trivslen, fællesskabet og beboerdemokratiet.
  • To nye medarbejdere er ansat med start 1. maj 2026, og indsatsen løber foreløbigt til og med 2027.