Inspiration til brug af fællesarealer og beboerlokaler

Beboerlokaler kan bruges til mange forskellige ting. Bliv inspireret her.

En af 3B's opgavegrupper, Øget Brug af Beboerlokaler, har fundet eksempler på brug af beboerlokaler i 3B-afdelinger, der kan inspirere dig og din afdeling til at bruge jeres beboerlokale endnu mere. Opgavegruppen fandt også frem til forslag til, hvordan afdelinger uden beboerlokaler måske kan lave aftaler om at låne andre afdelingers beboerlokaler.

Så uanset, om din afdeling har eget beboerlokale eller ej, kan du finde inspiration til at bruge beboerlokaler i egen eller andre afdelinger her.

I dag bruger I måske afdelingens beboerlokaler til praktiske arrangementer, fx afdelingsmøder, og til fællesarrangementer og privatarrangementer. Men jeres beboerlokale har måske potentiale til at blive brugt til endnu flere formål - til glæde for dig og dine naboer.

Folkekøkken i Urbanplanen

At bruge beboerlokalet til at danne ramme om et folkekøkken er en god måde til at skabe fællesskab på tværs. Her kan beboere og andre mødes.

Urbans Folkekøkken har haft åbent den sidste tirsdag i måneden siden maj, hvor 15 frivillige beboere havde gennemført et 13 dages køkkenkursus, som Madskolen Jorden Rundt stod for.

De frivillige kokke dækker syv nationaliteter, og det har også afspejlet sig på tallerkenerne - det eneste køkken, der ikke har været på menuen endnu, det er det danske.

- Det handler om at danne fællesskaber, give nogle beboere et kompetenceløft og så selvfølgelig at servere god mad, fortæller Lya Mostrup.

Lys Mostrup er projektmedarbejder på Urbans Folkekøkken og ansat i den boligsociale indsats Partnerskabet i Urbanplanen.

Indtil videre har maden blandt andet bestået at overskudsvarer fra den nærliggende Kvickly, og Amager Vest Lokaludvalg har støttet projektet med 12.000 kroner. De bliver brugt til køkkengrej, da køkkenet i Beboerhus Vest i Urbanplanen ikke er udrustet til et helt folkekøkken.

Dørene åbner kl. 17.30. Maden serveres kl. 18.00. Prisen er 50 kr. per voksen og 20 kr. per barn.

Urbans Folkekøkken har hjemme i Beboerhus Vest, Kurvemagerstien 61A, Kbh S.

Her er links til videoer med de frivillige kokke og nogle af gæsterne:

Fællesspisning i Hjortegården

Café Hjortegården

Da Hjortegården stod overfor en større renovering, besluttede man i afdelingsbestyrelsen i 2015, at der burde være et cafétilbud i fælleshuset, hvor beboere kunne komme ned og få et frirum – fri for støj og larm fra håndværkerne.  Siden da har 3 frivillige, Jytte, Carsten og Susanne, stået klar med mad to gange om ugen. 

Café Hjortegården holder åbent hver tirsdag og torsdag kl. 10-14 i beboerhuset - Hjortehuset. Her kan du altid købe en kop kaffe og en bolle og en sludder. Om tirsdagen kan du købe middagsmad, og om torsdagen kan du købe brunch.

Alle beboere i Hjortegården er hjertelig velkommen til at komme ned i caféen til hyggeligt samvær med andre beboere.
Der er altid frisk kaffe eller te på kanden til 5 kr. pr kop. Det koster 35 kr. at spise med.

Hvis din afdeling overvejer fællesspisning i jeres beboerlokale, er I velkommen til at kontakte Carsten Werner-Madsen fra Hjortegården på cwm@hjortegaarden.dk eller telefon 29 86 18 48. 


Fakta om Hjortehuset
I det store fælleshus, Hjortehuset, er der plads til 72 personer. Der er desuden to små lokaler med plads til ca. 20 personer. Hvis du vil leje Hjortehuset til en privat fest, kan det kun ske i weekenden. Dog kan huset lejes til begravelseskaffe eller morgenkaffe i forbindelse med sølv- eller guldbryllup i hverdagene. Dette forudsætter dog, at der ikke foregår andre aktiviteter i huset på det pågældende tidspunkt.

Beboerne kan låne Hjortehuset gratis i hverdagene til aktiviteter og arrangementer, som i udgangspunktet er åbne for alle beboere i Hjortegården. Arrangementerne må ikke have til formål at tjene penge, som f.eks. Tupperware party, osv. Beboerne bliver også bedt om at reklamere for arrangementerne på Hjortegårdens hjemmeside og Facebook-side.

Det koster 1250 kr. + 500 kr. i depositum at leje Hjortehuset i weekenden.

Læs mere om Hjortehuset her

Gospelkor i Måløv Park

Gospelkoret i Måløv Park startede i 2010. Pia Sander Knudsen, som selv er beboer, har lige siden starten været "kor-Mor" for de syngeglade. Koret blev støttet af afdelingen det første halve år, og der blev blandt andet indkøbt keyboard og højtalere. Meningen var at støtte opstarten af et Gospelkor, og at koret opførte nogle sange til Måløv Parks 40 års jubilæumsfest i august 2010. 

Koret nedlagde forsamlingen til deres Jubilæumsfest og har lige siden været selvkørende med både beboere fra Måløv Park og kormedlemmer fra lokalområdet. Der er lige nu 65 medlemmer, både kvinder og mænd, og der er faktisk venteliste lige nu. Der er fortrinsret for beboere fra Måløv Park. 

Afdelingen har hvert år haft glæde og fornøjelse af Gospelkoret i form af en julekoncert og enkelte gange også sommerkoncerter. Afdelingen er meget begejstret for deres gospelkor - og stolte over, at en sådan aktivitet finder sted i netop deres boligafdeling.

Pia, som er beboer og ’Mor’ for koret fortæller:

-Det er fantastisk at have et fællesskab, der også har tråde ud til vores naboer, der bor rundt om Måløv Park.  Når jeg f.eks. kommer ned i vores lokale Fakta, møder jeg folk fra koret, og på den måde vokser sammenhængskraften i lokalområdet. 

Pia fortæller videre, at udover glæden ved at synge, får man en glæde ved at give tilbage til beboerne, når koret holder koncerter til jul og om sommeren. 

Sådan kan andre afdelinger komme i gang 
I Måløv Park har afdelingsmødet fastsat, at hvis man er 5 personer, kan man lave en klub og få tildelt en gratis tid i fælleshuset. I Måløv park er fælleshuset derfor i brug dagligt. Stort set hver weekend er der privat udlejning, som betyder, at der kommer en fast indtægt, som er et tilskud til driften af fælleshuset.

Huset er også åbent for folk udefra. Hver uge er der gospelkor, yoga og dartklub på programmet. To gange om måneden er der spiseklub.

Hvis du vil vide mere eller har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte korets ’Mor’ Pia Sander Knudsen på tlf. 61 18 26 02 

Om Måløv Park
Måløv Park er en afdeling i Ballerup med 235 boliger.  Fælleshuset er fra 1999 og i flere etager.  Huset indeholder et stort festlokale, et café lokale, to køkkener og tre aktivitetsrum på 1. sal.  Huset er godkendt til 150 personer. 

Et fælleshusudvalg på 4 personer står for udlejningen. Tilgængelig for udlejning hver anden mandag ved personlig henvendelse. Huset kan lejes for et enkelt døgn. Kontant betaling. Priser: fredag / lørdag 1.200 kr., søndag 700 kr. og hverdage 600 kr.

Lektiehjælp - Händelsvej

Som de fleste andre lektiecaféer rundt i landet bygger lektiecaféen i Sydhavnen også på frivillige kræfter. I lektiecaféen lægges der vægt på, at børnene får en god oplevelse, og de frivillige sørger for, at der er en god stemning.

Lektiecaféen i fælleshuset på Händelsvej startede efter et ønske fra Børnebestyrelsen og deres forældre. Til at begynde med var det med hjælp fra en medarbejder fra den boligsociale helhedsplan, der hjalp med at finde frivillige, koordinere vagtplaner mm. I dag står Ungdommens Røde Kors for at finde frivillige og sørge for vagtplaner, frivilligmøder mm. Der er tilknyttet 7-8 frivillige, som generelt tager to vagter om måneden. En af de frivillige er aktivitetsansvarlig og er kontaktperson for lektiecaféen. De fleste frivillige er fra lokalområdet.

Lektiecaféen har åbent hver onsdag kl. 16.30-18.30. Der kommer børn fra boligområdet i alderen 7-17 år. Der er gennemsnitligt 15 brugere pr. gang.
Ungdommens Røde Kors er en rigtig god og erfaren samarbejdspartner i forhold til lektiecaféer.

Børnene og de unge, der bruger lektiecaféen, er glade for tilbuddet:
- Jeg synes, det er en rigtig god idé, at man har lavet en lektiecafé. Især for dem, der ikke har nogen forældre eller søskende, som kan hjælpe,  fortæller en dreng på 12 år, der bor på Händelsvej.

En anden dreng på 12 år, også beboer på Händelsvej, siger:
- Jeg er blevet bedre til at få lavet mine lektier.

Derudover mener en pige på 13 år fra Valbygårdsvej, at Lektiecaféen er et godt sted, fordi man bliver en del af et fællesskab:
- Lektiecaféen er et sjovt og hyggeligt sted, hvor man møder nye mennesker, får nye venner og er en del af et fællesskab.

Spørgsmål omkring hvordan man starter lektiehjælp? Kontakt Pernille Seeberg på tlf. 24 23 41 20.

Fakta om fælleshuset og afdelingen
Fælleshuset på Händelsvej er godkendt til 50 personer.  Fælleshuset kan benyttes af beboerne på Händelsvej (6065) og Grønrisvej (6084) i alt 166 lejemål. Medarbejdere fra den boligsociale helhedsplan har i de seneste år samarbejdet med afdelingsbestyrelser og beboer om at afholde aktiviteter i beboerhuset, der bl.a. har budt på fællesspisning, rådgivning fra en social vicevært, Halloween og meget mere. Huset kan lejes for 300 kr. i hverdage og 700 kr. for en hel weekend og udlejning sker via servicecenteret.

Motion og samvær for ældre i Sejlhuset

I 3B-afdelingen Sejlhuset på Amager er der motion og samvær for seniorer.

GigtSkolen har nemlig indgået en aftale med Sejlhuset om at låne deres beboerlokale til aktiviteten 'Motion og socialt samvær for seniorer'.

Denne aftale med GigtSkolen er et eksempel på, hvordan man som afdeling kan lave aftaler med eksterne foreninger om, at de kan anvende lokalerne, der ofte står tomme i dagtimerne. Samarbejdet er kommet i stand via BL og Københavns kommune.

På GigtSkolens hold kombineres fysisk aktivitet og socialt samvær. Man får 45 minutters træning efterfulgt af 15 minutters hyggeligt samvær. Der trænes kondition, styrke, balance og smidighed med fokus på, at træningen skal være sjov og hyggelig og samtidig effektiv. Tilmelding forudsætter, at man både deltager i den aktive træning og det sociale samvær. Undervisningen foregår på små hold, og underviseren tilpasser øvelserne til den enkelte deltagers fysiske formåen og behov.

GigtSkolen er en forening, der tilbyder holdtræning i forskellige typer af bevægelses- og afspændingskurser. Undervisningen henvender sig til personer med fysiske udfordringer, som forhindrer dem i at træne på et almindeligt hold.

GigtSkolens hold begyndte deres træning i Sejlhusets beboerlokale i begyndelsen af november 2017.

Hvis du ønsker at høre mere om, hvordan aftalen mellem GigtSkolen og Sejlhuset er kommet i stand, kan du kontakte afdelingens formand:

David Friderichsen
Mail: david@friderichsen.net
Mobil 26255665

Fakta om Sejlhuset
Sejlhuset har 2 selskabslokaler. ’Selskabslokalet’ med plads til ca. 40 personer. Prisen er kr. 1500 for at have lokalet til rådighed fra fredag morgen til mandag morgen. Det andet lokale, ’Sejlklubben’, har plads til ca. 20 personer.  Prisen er kr. 500 for at have lokalet til rådighed fra fredag morgen til mandag morgen.

Depositum er kr. 1000. Lokalerne udlejes igennem afdelingsbestyrelsen.

Yoga

Hver tirsdag kl. 19.00 er der yoga i A-huset i Hørgården i Urbanplanen på Amager. Der kommer cirka 20 kvinder pr. gang. Kvinderne kommer fra hele Urbanplanen - fra Remisevænget Vest, Øst og Nord og fra Hørgården. Kvindernes alder spænder fra 20 år til 75 år. Yoga i A-huset er meget populært, og kvinderne trodser gerne regn og slud for at møde op til en gang yoga. Sikkert fordi der altid er en god stemning og mulighed for at få en snak med sine naboer.

Holdet har eksisteret siden 2007 med skiftende instruktører. 
Det koster kun 5 kr. pr. gang, fordi yoga er et af de motionstilbud, der i de seneste år er blevet støttet af den boligsociale indsats, Partnerskabet, i Urbanplanen. 

Om A-Huset (Aktivitetshuset)
Hørgårdens fælleshus kaldes Aktivitetshuset og også A-huset. Fælleshuset er opført i 2008 og er nabo til DR-byen. Huset er i to etager med industrikøkken, festsal, møderum og motionsrum.

Aktivitetshuset fungerer ikke kun som fælleshus for Hørgårdens 1600 beboere, men bliver brugt af beboere fra alle afdelinger i Urbanplanen - og ind imellem også øvrige naboer på Amager. Der er to frivillige beboere, der står for at bestyre huset i hverdagene, og servicecenteret står for den private udlejning i weekender samt øvrige henvendelser.

Marianne, som er medlem af afdelingsbestyrelsen, og som har været frivillig i Aktivitetshuset siden det åbnede, fortæller:

- Vi har gennem årene udlånt A-huset til mange sjove ting. Jeg husker særligt vinteren 2009, hvor Urbankoret med dirigent Frans Rasmussen i spidsen holdt mange korprøver her forud for deres flotte optræden i DRs koncertsal. 

Kontakt Iman Ahmed for mere information på tlf. 26 82 16 12.

Til afdelinger uden beboerlokale

Hvis din afdeling ikke har eget beboerlokale, er der måske mulighed for at lave aftale om at bruge andre afdelingers beboerlokaler. Det er nemlig muligt at dele et beboerlokale eller et fælleshus mellem flere afdelinger - også afdelinger, der ikke er 3B-afdelinger. 

Hvad kræver det?
Der skal udarbejdes en driftsoverenskomst. Ejerskabet kan godt deles mellem almene boliger, private andelsboliger og ejerboliger. Kommunen kan på samme vilkår også være en deltagende part.

Derudover er der nogle juridiske formalia, der skal på plads. Måske kan det lyde besværligt, men det kan sagtens lade sig gøre at lave sådanne aftaler. Kontakt afdelingens driftschef, hvis I er interesseret i at få lavet en aftale om at dele beboerlokaler afdelingerne imellem. 

En anden mulighed er, at afdelingen investerer i en eller flere pavilloner, der nemt kan sættes op og tages ned igen ved særlige lejligheder. Fx fællesspisning med grill om sommeren på afdelingens fællesområder.