Det er ganske givet ikke alle, der ville have modet til at stoppe og spørge tilfældige mennesker på Strøget, om de må tage billeder af dem. Ikke desto mindre var det netop en del af opgaven for de 4 piger, der tilsammen udgør juniorfotograferne – et lommepengejob gennem den boligsociale helhedsplan Mit Kvarter, der dækker Valby, Sydhavnen og Sjælør.
Opgaven lød på mode-fotos fra hjertet af København og var stillet af lokalavisen ValbyLIV, der vil bringe billederne i deres spalter.
- Jeg var ret nervøs for at spørge folk, om vi måtte tage billeder af dem, men det blev nemmere og nemmere at snakke med dem, siger Saliha Akdağ Roesen.
Her kan du læse mere om, hvordan juniorfotograferne har sat ansigt på 3B’s største boligafdeling, Folehaven i Valby.
I alt fik juniorfotograferne 7 strøgvandrere i kassen, og særligt 2 ukrainere gjorde et indtryk.
- De havde noget flot tøj på. Den ene havde rødt hår og rød nederdel, og så vist et sort korset. Sådan lidt goth-agtig i det. Og den anden havde en simpel sort kjole, briller og langt sort hår. De var meget specielle at se sammen, siger Sahra Abdirahman Muhamed hjemme i det trygge studie, hvor billederne nu skal redigeres.
Selvtillid og penge på lommen
Mode-opgaven fra Strøget var anden opgave for ValbyLIV. Den første var gavlmalerier i København.
Fælles for pigerne er, at de værdsætter den uafhængighed, som lønnen fra lommepengejobbene giver. Og så har de fået mere selvtillid i løbet af tiden som juniorfotografer.
- Mine forældre og lærere blev meget stolte, da de hørte, vores billeder kom i avisen. Og meget overraskede, for jeg er lidt en stille pige, siger Victoria Buch Bilevits.
Hvis du ikke modtager ValbyLIV, kan du se juniorfotografernes udstilling hos Turning Tables på Kapelvej 4 på Nørrebro. Du kan læse mere om udstillingen og finde åbningstider her